IRONMAN World Championchips på Hawaii er det mest legendariske Ironman-stævne der findes. Hvert år er OOB’ere med og der er altid OOB’ere som arbejder frem mod lige netop det mål. Det vil vi meget gerne fortælle mere om her på vores blog, hvorfor vi hermed starter en lille artikelserie kaldet “Vejen til Hawaii”, hvor vi interviewer nogle af de OOB’ere som allerede har kvalificeret sig.
Ideen er at vi ved at beskrive deres vej mod det store stævne kan inspirere endnu flere. Vi starter med Lone Christensen, som skal til Hawaii i år:
Navn: Lone Christensen
Alder: 54 år
Bor i: Oksbøl i Vestjylland
Til dagligt: Arbejder fuldtid i Sportspark Blaavandshuk som Personlig Træner, Holdinstruktør og administrativ it-medarbejder (+ et hav af andre kasketter). Derudover er jeg Personlig træner og holdinstruktør i FitnessDK Esbjerg (3 faste timer + PT).
Hvornår startede du med triatlon og hvornår startede du med OOB life?
Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg startede med tri…. Men det er mange siden jeg deltog i en minitri på Club La Santa, hvor jeg var på inspirationsuge med DGI. Her kom snakken i gang omkring ironmandistancen. Det virkede langt ude og uopnåeligt, men ideén blev født i mit hoved. Jeg meldte mig ind i en nyopstartet triklub i Esbjerg og deltog i en del kvarte.
I 2013 gennemførte jeg så min første ironman i København. Da jeg havde tilmeldt mig var stævnet en Challenge – men blev overtaget af Ironman. Jeg blev nr. 2 i min aldersgruppe og da nr. 1 sagde nej tak til et slot, fik jeg tilbuddet. Det var dog ikke lige noget, jeg havde set komme, så takkede nej. Kunne ikke overskue det… Tænkte også, at det nok ‘kun’ var fordi alle dem, der går efter ‘slots til Hawaii’ ikke havde tilmeldt sig denne første gang.. Og at jeg slet ikke var god nok til at være med ‘derovre’…
Oplevelsen af at løbe over målstregen og høre ‘You are an Ironman’ var dog så stor at jeg straks tilmeldte mig til København Ironman året efter.
Her tog jeg fat i OOB-life første gang. Havde læst en artikel herom og tænkte, at det ville være klogt at få andre til at sætte mere struktur på træningen og OOB’s filosofi med træning i balance etc. tiltaler mig. Når man har et fuldtidsarbejde (og et bijob oveni) er det vigtigt at få struktureret det hele, så man ikke brænder ud. Mange tror fejlagtigt, at for at lave en IM skal man træne som de professionelle – men de har jo helt andre betingelser. Jeg er overbevist om, at forsøger man at presse for meget ind – ender det galt – på den ene eller anden måde. Og det er en svær balance gang at håndtere selv. Har selv været påvej udover kanten af samme grund!
Havde du nogle erfaringer med at dyrke sport før det?
Jeg spillede håndbold som barn/ung, men var håbløs hertil – fandt dog derigennem ud af, at jeg var god til at løbe. Løb blev min primære sport i mange år. Cykling var mest transport – og svømning i ny og næ – som en slags afstressning… mest brystsvømning. Havde dog lært crawl som barn.
Hvornår og hvor kvalificerede du dig til Hawaii?
19. august 2018 vandt jeg min aldersgruppe og kvalificerede mig derfor direkte til Hawaii. Da jeg stillede cyklen var jeg nr. 4, men endte med at vinde med over 30 minutter til nr. 2. Det er netop det, der er så fascinerende ved en Ironman – INTET er afgjort, før du har passeret målstregen.
Har Hawaii været et fast mål for dig og i så fald hvor længe?
Da jeg sagde nej i 2013 kom tankerne efterfølgende om at det måske VAR muligt, men – som den Vestjyde jeg er – har jeg ikke helt selv turdet tro på det..




Facebook
Instagram
Youtube