En kort introduktion til triatlons historie og vækst i Danmark

Triatlon er vokset enormt meget i Danmark de senere år og er nu den nation med flest Ironman finishers ift. Indbyggertal i verden. Desuden er triatlon en af de hurtigst voksende sportsgrene.

Aleksandar Sørensen-Markovic, stifter af OOB life, har været med i mange år og giver os herunder en idé om udviklingen af triatlon i Danmark og en triatlon-historietime.

Start med lige at fortælle os om hvornår du kom ind i triatlon og hvordan hele miljøet var dengang?

Jeg begyndte med at dyrke triathlon fordi jeg gerne ville tabe mig. Efter at havde dyrket rigtig meget sport som teenager, var jeg efter gymnasiet taget til Caribien og arbejdet som dykkerinstruktør. Det havde kostet 25 kg, som jeg gerne ville smide igen.

Sådan et vægttab kan man ikke opnå med træning alene. Derfor ville jeg få mig nogle sundere vaner og triathlon sporten bød på et fascinerende mix af muligheder for at få en aktiv livsstil med sjove oplevelser i dagligdagen og samtidig rummede den også nogle konkurrencemæssige aspekter, som tiltalte konkurrencemennesket i mig.

Jeg begyndte i Aarhus 1900 triathlon og var medlem der et par måneder før jeg flyttede til København.
Jeg husker miljøet som noget anderledes end i dag. Jeg kan huske at det rummede rigtig mange spøjse karakterer, som de fleste små subkulturer nok gør. Der var en høj grad af at det at dyrke triatlon og særligt ironman, var et meget alvorligt anliggende, hvor man ikke kun skulle træne sig i form til de udfordringer som stævner byder på, men der var også en længere række uskrevne regler, som var god latin at følge. Eksempelvis var det at lave ironman i sin første sæson total no go og gud forbyde det, hvis man offentligt nævnte målsætninger om ironman på under 10 timer.

Niveau på den gennemsnitlige triatlet var højt og jeg synes det er rimeligt at sige, at det dengang var en sport for de få.

Hvem var de store stjerner da du først begyndte med triatlon?

For mig var Peter Sandvang mesteren.

Han havde leveret resultater og havde storhed over sig når man så ham til selv de mindste stævner. Ud over ham var der flere. Gabor Klózl, Morten Fenger og senere Torbjørn Sindballe var de som jeg så størst fascination i, men der var rigtig mange andre end dem og skulle jeg nævne dem alle, så ville det fylde rigtig meget 🙂

Internationalt var det lidt lettere. Der var der Peter Reid. Under ham var en håndfuld tyske úber bikere, hvor især Júrgen Zack viste showmanship. Legenden fortæller at han til Ironman Austria et år tjekkede en havestol ind i skiftezonen.
Til stævnet satte han verdens hurtigste cykeltid. Konkurrenterne var håbløst bagefter og han havde tid til at lade sig interview fra havestolen, hvorefter han løb ud og vandt stævnet i rekordtid. Ham var der format over!

Hvilke typer var dengang tiltrukket af triatlon?

Jeg tror det var mere eventyrer der der valgte at søge grænser i triathlonsporten tidligere. Selv for 10 år siden var det stadig lidt “unknown” med ironman. Få rejste kloden rundt for at deltage i et stævne. Det gør mange nu.

Jeg synes at der har været et lille skifte i hvem der bliver tilstrukket til sporten nu. Personligt er jeg dybt imponeret af det drive og den klarhed om hvad man vil, som man ser hos mange der dyrker triatlon. Jeg husker min egen tid i triathlon som lidt anderledes. Vi gik i gang og vidste at vi ville prøve at blive så gode så mulige, men havde ikke mange andre retningsliner eller begræsninger forbundet med det.

Voksede triatlon allerede dengang?

Ja. Triathlon har været støt voksende så længe jeg kan huske.

Det er klar at det har haft nogle ryk, hvor nye grupper har fået øjnene op for at triathlon og især Ironman er noget som kan dyrkes på mange forskellige måder og af mange forskellige typer. Ens for dem alle er dog et behov for at udfordre sig selv ud fra sin egne præmisser.

Hvornår startede triatlon med at vokse så vildt?

Jeg kan ikke helt huske statestikken, men jeg mener det på verdensplan er vokset løbende.

Mønstret har været at der kommer et officielt ironman stævne et sted. Det viser en større gruppe hvor sindsygt fascinerende Ironman distancen er. Det virker til at udløse at sporten bliver accepteret af flere mennesker og man ser i årene efter at der kommer flere og flere triatleter.

I Danmark var det i 2010 i forbindelse med den første internationale Ironman i København, hvor tingene virkelig tog fart.

Nogle af de gamle tri-stjerner har tidligere været ude og snakke lidt om at kulturen forsvandt lidt og at der var mange som bare ville køre en Ironman og så forsvandt ud af miljøet igen. Hvad er din holdning til den kritik?

Det synes jeg er total skudt forbi skiven.

Kulturen har forandret sig – hvilket er det, der har gjort at sporten har kunne vokse.

I mon optik brænder Ironman sloganet “Anything is possible” stærkere end nogensinde og flere og flere mennesker får glæde af denne fantastiske sport.

Jeg forstår hvor nogle kan savne hvordan tingene engang var, men jeg ser det i den grad som en positiv at det er sådan. Jeg mener det var Dennis Ritter, der sagde om cykelsporten, at alle nutidens udøvere blot er gæster i en sport og kultur som har har mange år bag sig og som også har  mange år foran sig.

Det synes jeg er en god måde at tænke på omkring kulturen i triathlon.

Hvordan har kulturen i dine øjne ændret sig? Har den mistet noget eller er stigningen i popularitet kun god?

Jeg begyndte selv at dyrke triathlon fordi jeg gerne ville tabe mig. Senere opdagede jeg at jeg havde et talent for sporten og jeg var professionel en del år.

For mig er det dog helt klart livsstilen omkring triathlon og iIronman, som er fantastiske. Her tænker jeg ikke på de endeløse træningstimer det kan kræve at nå sit mål, men i stedet om indstillingen: “Anything is possible” der er fantastisk.

Det er min observation at det lige netop er det som nye triathleter lader sig fascinere af.

Du og OOB har i flere år samarbejdet tæt med folkene bag IRONMAN Copenhagen (tidligere Challenge). Hvordan har det fungeret?

Det har i sin enkelthed handlet om at vi har organiseret en masse fællestræninger for KMD og leveret træningsråd til deres Facebook side.

Derudover begyndte jeg tilbage i 2010 et projekt der hedder Who Is Number One, som både vi i OOB life og KMD Ironman Danmark (og andre) har samarbejde omkring.

Who Is Number One er en oplysningskampagne hvor vi promoverer sund og aktiv livsstil i forhold til forebyggelse af kræft. Samarbejdet har udviklet sig, så nu kan man næsten sige at vores Who Is Number One fun run onsdagen før KMD Ironman Copenhagen næsten kan beskrives som en uofficiel del af Ironman dagene i København.

Den her vækst i popularitet, er det også noget man ser globalt?

Altså globalt brager ironman og triathlon frem.

Det bare at stille til start i en ironman kræver virkelig meget. Man skal have en cykel, som ofte er dyr, så skal man kunne have tid til at træne etc. I takt med mellemklasserne vokser på kontinenter som Asien og Sydamerika, så vil vi se at Ironman begynder at blive en global sport og ikke kun forbeholdt amerikanere og nordeuropærere.

Hvordan ser du triatlon udvikle sig over de kommende år?

Jeg tror vi vil se en endnu tættere forbindelse med den gren af fitness kulturen, hvor man træner med personligt velfære for øje som det primære. Løb og cykling har samme tendenser. Jeg tror disse ting vil smelte mere sammen og samtidig tror jeg også vi vil se en professionalisering af de bedste triathleter.

Altså kan man sige at baren for hvor vanskeligt det skal være at dyrke ironman vil blive sænket og overlæggeren for hvad er er muligt bliver hævet.

Går det i den retning, så er det altså hammerspændende at følge.

Læs også vores blogindlæg om hvordan man trænereffektivt til Ironman, så man har balance med de øvrige vigtige ting i ens liv.

 

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Nikolaj
Nikolaj er marketingchef hos OOB life. Nikolaj har selv brugt OOB life til at træne op til Ironman, marathon og ultraløb. Hos OOB life har Nikolaj ansvaret for at vi får spredt god træning ud til så mange som muligt.