Tri var vejen til en sundere livsstil for Jimmy Vejlemark

Jimmy Vejlemark valgte tilbage i 2013 at bruge triathlon som “midlet” til en livsstilsændring og kørte allerede i sommeren 2014 sine to første halve Ironman. Sidste år debuterede han på den hele distance i Herning/Billund og havde sin første udlandstur til et halv ironman stævne i Köln.

Hvorfor begyndte du at træne?

I sommeren 2013 vejede jeg 155 kg. Folk i min omgangskreds begyndte at blive bekymrede for mit helbred, og derudover fik jeg til det årlige sundhedstjek hos lægen nogle ret foruroligende tal. Det fik mig til at indse, at der skulle gøres noget.

Hvorfor træner du med OOB life?

Jeg sidder som partner i et webbureau der hedder OnlinePlus i Odense. Her lægger jeg mange timer i en meget presset hverdag med mange arbejdsopgaver. For at få struktur på min træning og det optimale udbytte ud af tiden, jeg har til rådighed, valgte jeg at arbejde sammen med OOB. Og her har min træner Thomas Rohde virkelig ramt den “lige i røven”! Jeg har en enorm fremgang i al min træning og jeg føler mig ikke længere “presset og stresset”, da jeg bliver “holdt i hånden” og guidet igennem det hele.

Hvad er din næste store målsætning?

Jeg skal køre halv ironman i Herning/Billund som opvarmning til sæsonens store mål Ironman distancen i Maastricht (Holland) den 31. juli.

Hvad er den bedste oplevelse, du har haft med træning og det at deltage i stævner?

Min bedste oplevelse, følelsesmæssigt, var klart da jeg gennemførte min første Ironman. Det var ligesom enden på to års hård kamp og et vægttab på daværende tidspunkt på mere end 50 kg. Resultatmæssigt var min halve Ironman i Köln en fantastisk oplevelse. Her kom jeg meget tæt på “den perfekte præstation” – en dag fuldstændig efter bogen og en PB forbedring på 27 minutter på den halve distance (med et års mellemrum).

Gør det for dig selv og ikke for alle andre – Det er det eneste og det vigtigste råd jeg vil give videre.

Følg Jimmy på instagram: jimmytridk og via www.triathlon-blog.dk

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.