Søren Smidstrup – fra kvantemekanik til ironman

Man kender at være fange i et yo-yo forhold til sin træning.
Endeløse undskyldninger og og utallige forklaringer på hvorfor det ikke lige blev i denne måned man fik omsat de gode intentioner til handling, er noget mange kan nikke gengendende til.

Skal man skabe ændring i sit liv, må man starte med sig selv.
Det gjorde Søren Smidstrup.

Søren blev OOBer længe før han blev Ironman. Da han begyndte, kan jeg huske at ironman drømmen var lagt væk fra ham – men den var der.

På mange måder ligner Sørens udvikling om den rejse, som rigtig mange drømmer om at tage.
Og selvom Søren baggrund i kvantemekanik, har han haft en tilgang til sine mål og træning, som jeg synes kan inspirere mange.
Derfor har jeg overtalt Søren til at stille op til et interview med mig her på OOB life bloggen 🙂

Før vi kan komme ind i lidt dybere spørgsmål, så vil jeg bede dig beskrive dig selv ultrakort, for de som ikke måtte kende dig.

Jeg hedder Søren, bor i Farum sammen med min kone og mine 3 børn. Jeg er uddannet fysiker med speciale i kvantemekanik og arbejder i dag som forskningschef/udviklingschef for nano-teknologi i en verdensomspændende virksomhed. Mit liv handler mest af alt om min familie, mit arbejde og min træning.

 

Da jeg fik kontakt med dig tilbage i efteråret 2018, der virkede en ironman lagt væk.
Kan du kort beskrive hvad du havde lavet før du besluttede dig at kaste dig ud i triathlon?

Jeg har brilleret ved at bruge de første 36 år af mit liv på at være relativ fysisk uaktiv, og på trods af min kære kones direkte og indirekte opfordringer til at dyrke noget mere motion, havde jeg altid en million dårlige undskyldninger for hvorfor jeg ikke behøvede. Jeg har sikkert henkastet sagt at jeg sagtens kunne løbe en marathon før jeg blev 30, men når jeg ser tilbage på den tid, ved jeg ikke hvem jeg forsøgte at narre. Da jeg rundede de 30, blev jeg nødt til at sige at jeg sagtens kunne løbe en marathon før jeg blev 40, men træningen var stadig ikke ekisterende.

 

Når kropsfaconen blev lidt for hyggelig, blev det til nogle korte medlemskaber af den lokale fitnessklub. En forretningsrejse til USA i marts 2017 blev vendepunktet for mig. Jeg havde pakket min gamle løbesko fordi jeg vidste at jeg ville få tid til at løbe, men i 10 dage var jeg en undskyldning for mig selv hvorfor jeg ikke kunne løbe lige netop denne dag.

 

Efter hjemkomsten til Danmark bestemte jeg mig for at jeg ville løbe hver dag. De næste mange uger, uanset hvad, løb jeg en tur. Det startede med 2-3 kilometer hver aften i langsomt tempo – med tiden blev det til 5 km i højere fart. Jeg måtte ud hver dag, fordi jeg frygtede at at jeg var i konstant fare for at falde tilbage i gamle vaner. Efter 6 uger begyndte jeg at springe nogle af løbeturene over for at cykle på arbejde. I maj løb jeg for første gang nogensinde 10 km på en time.

 

Efter et halv år med løbetræningen deltog jeg i København Halvmarathon, og det var på det tidspunkt min største sportlige bedrift. Jeg vidste at jeg ikke kunne løbe en ene eneste kilometer mere, men jeg var blevet grebet af drømmen om at have et sportslig mål. Tankerne faldt på de ultra-korte triatloner, som måtte være mere spændende end at løbe halvmarathon.

 

Siden du startede din triatlon træning er det ret imponerende at se den fysiske udvikling du har været igennem.
50 watt mere i cykeltest, et par minutters forbedring på 5 x 1 km løbetest og selvom du stadig ikke er den fødte vandhund, så har du også her haft massive forbedringer.

Hvad har været det mest lærerige i din triathlon rejse (indtil nu)?

Jeg har lært så meget om mig selv at jeg næsten ikke ved hvad jeg skal vælge. Hvis jeg skal vælge, er det den nærmest religøse mindfuldness, ro og lykke, der kan komme over en, når man er virkelig træt og stadig har langt igen. Ingen frygt, ingen bekymringer, ingen spekulationer, man er kun til – man eksisterer kun. Til Ironman i København efter 5 timer i regnen på cyklen var jeg våd og træt, men alligevel fandt jeg glæden og energien til at synge ”I am singing in the rain” på vej op ad Gels bakke.

Hvis livet driller, kan man altid overskue det lidt bedre hvis man lige løber 10 km i hårdt tempo først.

 

Jeg er nødt til at fremhæve, hvor gode andre triatleter er til at heppe på hinanden og oprigtigt rose deres med-triatleter for at være lige præcis, hvor de er. Når man oplever verdens-elite triatleter, med hjertet på det rigtige sted, der giver en high five og et kram, fordi man lige har overvundet sig selv, er det en fantastisk følelse af bekræftelse og fællesskab. Det er ikke længere dig imod mig – det er fælles kamp imod hver af vores personlige mål.

 

Du lavede din første ironman i 2019?
Hvad var den bedste oplevelse den dag? Og hvad fik dig besluttet på at deltage i en mere?

Den bedste oplevelse fra Ironman København var alle de mennesker jeg kendte, der var mødt op for at heppe på mig. Jeg regnede ikke med at møde nogen jeg kendte. Til min overraskelse var venner og bekendte fra nær og fjern var dukket op for at sige hej. Mindet om dagen er stadig lidt sløret fordi jeg gennemlevende så mange følelser den dag. Fra den knugende nervøsitet til euforisk lykke og sjæleknusende udmattelse til den enorme lettelse, der ramte mig, da min fod trådte over målstregen.

Stadigvæk nu 8 måneder senere får jeg let en tår i øjenkrogen når jeg ser billeder fra dagen og tænker på hvordan i alverden jeg endte der.

 

Jeg ved ikke om at jeg har fortalt Aleksander det. Jeg havde allerede besluttet mig for at gøre det igen – før starten var gået. Jeg havde ikke noget behov for at bevise for nogen at jeg kunne gennemføre en Ironman, men jeg havde et behov for at være i en fysisk form der gjorde mig i stand til at gennemføre en Ironman distance. Det lyder måske som ordkløveri, men for mig betød det og betyder det, at i så mange år som min krop tillader det, kommer jeg til at forsøge mig på Ironman distancen.

 

Der er mange der overvejer at give sig selv en ironman udfordring, men holder sig fra det fordi det synes uoverskueligt!
Du har taget den rejse.

Hvad ville dine bedste råd være til en der sidder med samme overvejelser som du havde for et par år siden?

Jeg ved ikke om at jeg er den bedste at spørge om råd, fordi jeg havde svoret højt at jeg aldrig ville gennemføre en Ironman, og se mig nu.

Min bedste råd vil være noget i retningen ala: ”Det er uoverskueligt at gennemføre en Ironman, men at gennemføre en Ironman er ikke den største udfordring. At gennemføre en Ironman er belønning for den hårde træning du har lavet i månederne op til Ironman. Træningen kommer i en dag ad gangen. At gennemføre en enkelt dags træning er ikke så uoverskueligt. Men med et godt træningsprogram bliver mange dages træning pludselig til meget, og før du ved det, står du på det røde tæppe ved målstregen. Hvis du finder ud af hvorfor du gerne vil gennemføre en Ironman, så bliver det lettere at forholde sig til hvordan man gør det.

2020 sæsonen er lidt speciel, så er du allerede begyndt at overveje 2021? Og i så fald hvad mål har du sat dig?

Målet var Big 4 i år og Herlev. Målet for 2021 var mere end Ironman, så nu må være målet for 2021 være Big 4 og en Ironman ekstra udover København, med mindre min træner forsøger at tale mig fra det. Udover stævnerne er målet at lære at svømme crawl sådan rigtigt, cykle hurtigere og lære, at ikke blive grebet af stemningen, så man kommer til at sprinte den første del af en marathon.

Og man kan vel altid blive triathlons svar på Eddie the Eagle.

Tak for interviewet Søren. Og som indskudt bemærkning, så var Eddie the Eagle faktisk en af de mest populære skihoppere nogensinde 🙂

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.