Morten er diabetiker og træner til halvmarathon på under halvanden time

Morten er en af de OOB atleter som har en lidt anderledes historie, da han har diabetes. Her er hans historie:

Fortæl os om din diabetes – Hvor længe har du haft det og hvordan påvirker det din hverdag?

Jeg hedder Morten Haahr og har haft insulinkrævende diabetes i næsten 19 år. At leve med diabetes betyder at man hver evig eneste gang der spises mad, så skal der tages insulin til det.

Mængden af insulin og mængden af mad skal passe sammen. For meget insulin giver lavt blodsukker og for lidt et højt blodsukker. Der er også stor forskel på om det er rugbrød, juice eller sovs og kartofler man spiser, blodsukkeret regere forskellige og insulinen skal passe til det.

Det er en livslang process at lære hvor meget insulin der skal til maden, men som med så meget andet kan det læres, men det er hårdt arbejde.

Hvordan er dit liv anderledes end andre uden diabetes?

Mit liv er helt anderledes end hvis jeg ikke havde sukkersyge.

Jeg skal altid tænke på hvad mit blodsukker er og hvad jeg spiser. Det betyder helt konkret, at på alt mad / drikkevare har jeg læst varedeklarationen og jeg kender det præcise indhold af kulhydrater.

Jeg er en levende kulhydrat lommeregner, når jeg fylder min tallerken med mad.

Jeg bærer altid min insulinpumpe på mig. Den giver mig min medicin og viser konstant hvad mit blodsukker er. På den indtaster jeg mængden af kulhydrat der er i den mad jeg spiser så giver den mig den rette mængde medicin.

Hvad er din historik med at træne?

I sommeren 2015 kunne jeg for alvor mærke alderen trykke, både på vægten og min mobilitet. Det hele ændrede sig i sommeren 2015. Jeg kan huske det tydeligt. Mine børn og jeg var på vej ud af døren og jeg skulle tage sko på. Jeg havde stort besvær med at komme ned i hug og binde mine sko.

Jeg var simpelthen blevet så stiv i leddene af stillesiddende arbejde, at jeg nu måtte vride mine ben og fødder på en meget uhensigtsmæssig måde. Alt dette bare for at tage sko på.

Jeg tænkte det skal simpelthen være løgn. Jeg købte mig par løbesko og et pulsur og begyndt at løbe den 5. juni 2015.

Jeg kunne ikke gå ordentligt i flere dage efter, men gav ikke op begyndte at løbe 2-3 gange ugentligt. Jeg har løbet siden og jeg elsker det.

Hvornår startede du med OOB og hvorfor?

Jeg har trænet med OOB life siden oktober 2016. Der var flere ting der fik mig til at vælge OOB, men for mig var det vigtigste.

  • Effektiv individuel træning der passer til mig, så jeg kan undgå skader og få mest muligt ud af min løbetræning.
  • Træning, når det passer ind mit liv og dagligdag.
  • Få svar på alt fra træning, skader til udstrækningsøvelser og kost.
  • Få feedback på min træning

Har du nogle træningsmål, noget du specifikt træner op til?

Jeg elsker at løbe halvmarathon distancen. Det er stort ønske og drøm om at løbe et halvmarathon på under 1 time og 30 minutter.

Er der noget man skal være opmærksom på når man træner og har diabetes?

Det er alfa og omega at planlægge det grundigt. Som diabetiker kan jeg ikke bare hoppe i et mit løbetøj, så at løbe en tur, kræver altid planlægning.

Planlægning er mindre insulin, og det helt rigtige indtag af kulhydrater (gels, energi drink eller andre former for energi) i forhold til mit træningspas. Jeg skal tænke på intensitet, tid og hvad jeg har iøvrigt har spist i løbet af de sidste 3-4 timer. Alt sammen for ikke at få lavt blodsukker imens jeg løber. Det er virkelig svært at ramme rigtigt men alting kan læres, hvis man er stædig nok. Det hjælper mig meget at OOB life laver min træningspas til mig, da de følger et mønster og det gør at kan tilpasse mine erfaringer med energi til løb, så det hele går op i en højere enhed.

Har din træning på nogen måde påvirket din diabetes?

Det betyder alt for mig. Det giver mig mulighed for at spise bland selv slik eller kage ting som jeg holder utroligt meget af uden at få tårnhøjt blodsukker og blive dårlig Selvfølgelig stadig med måde for jeg har stadig diabetes og skal passe på. Det giver mig en større frihed i dagligdagen til at spise det jeg har lyst til og ikke kun det mindre sjove mad.

Det gør en kæmpe forskel for min livskvalitet for mig og min familie.

Hvilke træningstips vil du give til andre med diabetes?

  • Træn på den samme måde mange gange og noter dig hvad der sker med dit blodsukker, så vil du lære det at kende, vær tålmodighed det tager tid.
  • Løb aldrig uden energi – Gel, eller druesukker.
  • Hvis du har et fitness ur der kan tracke dig online så sørg for dine nærmeste kan have glæde af det. Gør det til en vane, det er trygt for dig og dine nærmeste.
  • Pas på din krop, du restituere ikke lige så hurtigt som en ikke diabetiker.
  • Vær ikke bange for at spise kulhydrater i forbindelse med motion, de er ikke forbudte eller farlige selvom du har diabetes, motion kræver energi, tag ikke fejl af det
Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Nikolaj
Nikolaj er marketingchef hos OOB life. Nikolaj har selv brugt OOB life til at træne op til Ironman, marathon og ultraløb. Hos OOB life har Nikolaj ansvaret for at vi får spredt god træning ud til så mange som muligt.