Magnus Cort er et af Danmarks største cykelsportstalenter og skal nu i gang med sin anden professionelle sæson på det australske World Tour mandskab, Orica-GreenEDGE. I denne artikel fortæller Cort hovedsageligt om, hvordan hans træning har udviklet sig, siden han fik sin første racercykel som 12-årig.
“Da jeg kom ind til U/23-landstræner Morten Bennekou til vores samtale, viste det sig, at jeg var den af de 30 ryttere i bruttotruppen, der trænede allermest. I den anden ende af skalaen havde vi så Mads Würtz, der trænede absolut mindst.”
Han er lige fløjet tilbage til spanske Girona efter et kort jule- og nytårsophold på Bornholm. Om en lille uges tid venter årets første træningslejr med Orica-GreenEDGE i en sæson, der for Magnus Corts vedkommende begynder på de belgiske brosten i løbene Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne i slutningen af februar.
Men det hele startede på Bornholm for godt 10 år siden.
“Jeg tror jeg fik min første racer da jeg var 12. Så der fik både mig og min far en samtidig. Der kørte vi bare ture og sådan noget i starten. Jeg løb meget da jeg var lille, så det var egentlig nogle penge jeg havde vundet i Etape Bornholm, der delvist finansierede min første cykel. Min far betalte halvdelen og så kunne jeg betale halvdelen selv. Så det var præmiepengene dér, der gik til min racercykel.”
Træningen bliver sat i system
“Kort efter blev jeg skadet, så jeg ikke kunne løbe, men stadig godt kunne cykle. Og så blev det bare mere og mere cykling over en årrække. Da jeg blev 16, tog jeg 10. klasse på Vejle Idrætsefterskole. Der er mange gode ryttere, der har gået der. Men der var mest fokus på mountainbike, selvom jeg også kørte også landevej og dyrkede både duatlon og triatlon. Min træner var Allan Jørgensen, tidligere pressemand på Tinkoff-Saxo og Cult. Han lavede nogle træningsprogrammer en gang om ugen, som jeg husker det.”
“Året efter gik jeg nede på cykelskolen i Nykøbing Falster, den der har været der i mange, mange år. Tror begge Guldhammer-brødrene, Troels Vinther og måske også Christopher Juul har været der. Jeg tror stadig cykelskolen er der, men efterhånden har Vejle Idrætsefterskole overtaget meget.”
Fra mountainbike til landevej
“På Falster skiftede jeg over til landevejen. Jeg kørte 1. års junior færdig med fokus på mountainbike og så fra 2. års junior var der fokus på landevejen. Det var et år, hvor jeg tog grundforløbet til cykelmekanikeruddannelsen samtidig med min træning. Normalt gør man det på 20 uger, men her tog man det så over et helt år. Altså lidt mindre skoletimer og til gengæld cykeltræning med træner hver dag. Meget fedt koncept.”
“Som jeg husker det, var det rimelig klassisk landevejstræning. Ikke så mange intervaller i starten af vinteren. Vi styrketrænede også, men det var mere op til os selv. Det var det første år, jeg sådan fik sat styrketræningen i system. Jeg havde gjort det lidt i Vejle, men ikke sådan helt fast og ikke skemalagt. Jeg kom ind over truppen til juniorlandsholdet og havde fået at vide, at det var godt med noget styrketræning.”
Magnus Cort undrer sig over, at der ikke er flere af kollegerne, der bruger styrketræning som supplement til træningen på cyklen.
“Jeg kan meget godt lide at styrketræne, så jeg gør det mere end de fleste cykelryttere. Faktisk er jeg lidt overrasket over, at der er så få af profferne, der styrketræner. Og slet ikke, der laver tung styrketræning, som jeg gør. Det er for det meste sådan noget – hvad skal man sige – ”dame” styrketræning, hvor de render rundt og laver lidt specialøvelser og står på et ben. Sådan meget core og måske er det egentlig hårdt nok. Men jeg laver kun tre øvelser med tung vægt på, for ikke at tage al energien ud af kroppen.”
“Jeg er helt sikker på, styrketræningen giver mig noget power i spurterne. Jeg kører altid de bedste max watt på januar/februar træningslejrene, hvor jeg også er stærkest i fitness-lokalet. Jeg kan ikke få watt-måleren helt så højt op i sæsonen, hvor jeg af gode grunde er nødt til at drosle styrketræningen lidt ned. Man kan jo ikke rigtig styrketræne under et etapeløb.”
Presset hverdag
Efter opholdet på cykelskolen i Nykøbing Falster flyttede Magnus Cort til Hareskovby i nærheden af Værløse og startede med at arbejde som lærling hos Ritter Cykler i Lyngby. Han fik Kristoffer G. Nielsen som træner som 2. års junior og 1. års senior, hvor han begyndte at køre for ABC.
“Kristoffer var i hvert fald meget glad for timer på cyklen uden så mange intervaller. Især om vinteren. Noget jeg har taget til mig, selvom det egentlig ikke passede mig specielt godt med den hverdag, jeg havde. Når jeg kigger tilbage havde jeg jo vanvittigt travlt. Vækkeuret ringede klokken 7.00 og så direkte ud på cyklen, hjem og vende for at komme i bad og frokost efter træningen og så direkte på arbejde, hvor jeg mødte enten klokken 12 eller 14. Jeg tror de lukkede butikken klokken 19 og den blev ofte 19.30 fordi vi lige skulle køre cykler ind. Så havde jeg lige to vågne timer og så kunne jeg gå i seng igen og starte dagen forfra.”
“Men i november og december kører jeg stadig mange timer i stedet for intervaller. Jeg kan huske de på landsholdet syntes jeg trænede for meget. Da jeg kom ind til U/23-landstræner Morten Bennekou til vores samtale, viste det sig, at jeg var den af de 30 ryttere i bruttotruppen, der trænede allermest. I den anden ende af skalaen havde vi så Mads Würtz, der trænede absolut mindst. Og det er jo gået meget godt for os begge to, så jeg tror ikke lige de kom til en endegyldig konklusion på det område.”
Formen kommer hurtigt
“Jeg taber rigtig meget form, når jeg holder tre ugers pause om vinteren. Så når jeg var ude første gang med landsholdet eller Cult, var jeg virkelig dårligt kørende. Lå lige med røven i vandskorpen som regel. Men for mig personligt, så kommer det lynhurtigt, så snart jeg begynder at røre ved intervallerne igen og rammer min syregrænse. Så tager det ikke mange uger eller dage for den sags skyld, hvis jeg lige kører rigtig hårdt et par dage, så er jeg godt kørende. Og som regel i fin form på træningslejrene i januar.”
Men er der noget hvor formen til gengæld ikke indfinder sig hurtigt hos Magnus Cort, så er det højdetræningslejre.
“Sidste år i februar var jeg på højdetræningslejr med Orica-GreenEDGE. Og det var jeg ikke så glad for. Det er ikke noget jeg har brugt før og heller ikke siden. Der er mange, der lige tager en højdetræningslejr, hvis de har en pause i løbet af sæsonen. Men det kunne jeg ikke rigtig lide. Sidste år følte jeg ikke jeg blev bedre af det og følte bare jeg var dårligere kørende tre uger efter end da jeg tog derned. Der må også være forskel på ryttertyper. Jeg har lettere ved at se, at det kan være godt for en bjergrytter, der skal køre stærkt i 20 minutter op ad et bjerg.”
Ny træner
Magnus Cort havde Morten Bennekou som træner de to sidste år som U/23-rytter og det første år på Orica. Men efter at Bennekou er blevet ansat hos Giant, må Cort selvfølgelig ikke længere bruge ham.
“Nu har jeg i stedet fået Julian Dean. Og han vil gerne have, at jeg kører lidt flere intervaller, så jeg begyndte allerede i december at køre sådan lidt medium og til gengæld tage nogle timer af, så ikke det blev alt for hårdt. Jeg kan godt mærke, at jeg lige nu er i bedre form, end jeg var på samme tidspunkt sidste år. Men nu skal jeg jo ikke køre cykelløb i første uge i januar.”
2015 var Magnus Corts debut på World Touren. En debut han ser tilbage på med lidt blandede følelser.
“Hvis jeg skal give min første World Tour sæson karakter på en skala fra 1 til 10, må det nok blive en 6’er. Selvom jo længere jeg er kommet væk fra den, så synes jeg egentlig den er gået ganske godt. For eksempel i Tirreno, hvor jeg kørte top-10 på allerførste etape. Bagefter kan jeg godt se, at der er ikke så mange der gør det i deres første sæson. Senest der var en dansker der gjorde det, tror jeg var Jakob Fuglsang. Jeg fik en del top-10 placeringer undervejs, men det ærgrer mig alligevel, at jeg ikke nåede at få bare en enkelt sejr.”
Grand Tour debut, men det er klassikerne der trækker
I år regner Magnus Cort med at få chancen i Vueltaen, hvilket i så fald bliver hans første Grand Tour. Men det er i endagsløbene danskeren ser sine største muligheder fremover.
“I første omgang har jeg fokus på brostensklassikerne, hvor vi ikke har så stærkt et hold. Vi har selvfølgelig Mathew Hayman og Jens Keukeleire, men ikke nogen decideret kaptajn. Det betød mere for mig i 2015 at jeg fik lov at køre brostensløbene frem for en Grand Tour, for jeg har ikke nogen ambitioner om en gang at skulle vinde klassementet der. En etape i Tour de France ville selvfølgelig aldrig skade, men Paris-Roubaix er det største løb for mig, efterfulgt af VM.”
Men inden sæsonen for alvor kommer i gang, bor Magnus Cort altså i den spanske by Girona, lige nord for Barcelona. Indtil november måned som eneste dansker blandt holdkammerater fra Orica og mange andre prof-ryttere.
“Vi kører rimelig sent, specielt om vinteren. Så afhængig af hvor langt vi kører, så starter vi ved 10-11 tiden, og så sover jeg som regel altid indtil en time før vi skal køre. Jeg er altid træt om morgenen. Så er vi hjemme ved 15-16 tiden. Sidste år var jeg vant til at være eneste dansker, men Michael Carbel er lige flyttet ind her i november. Vi så hinanden meget i starten, men så skulle han på træningslejr i midten af december. Og nu skal jeg på træningslejr i næste uge, så nu ser vi nok ikke hinanden specielt meget før efter sæsonen. Han har jo mange træningslejre både med holdet og landsholdet. Ellers er det mest australierne på holdet, der bor i Girona, men de er hjemme lige nu, da det jo er sommer og højsæson for cykelløb der. I øjeblikket er der mange nordmænd, jeg kan træne med, blandt andet fra Joker-holdet.”
Efter Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, står den på Paris-Nice i stedet for Tirreno-Adriatico og dermed kommer Magnus Cort ikke til at køre den italienske nyklassiker, Strade Bianche, hvor han ellers gjorde en god figur sidste år og længe sad med blandt de helt store navne som Cancellara, Sagan og Valverde.
—
Læs mere om hvad OOB Cycling kan gøre for din træning ved at klikke her
Facebook
Instagram
Youtube
