23-årige Lærke Schjødt Rasmussen, OOB’er og IRONMAN finisher

Over den næste periode har vi nogle små interviews med nogle af de OOB’ere som kørte KMD IRONMAN Copenhagen 2018. Det første er Lærke Schjødt Rasmussen:

Svøm: 01:04:50
Cykling: 05:12:31
Løb: 03:50:37
Samlet: 10:18:29

Lad os starte med lidt om dig: Hvor gammel er du, hvor holder du til henne, familie, arbejde etc.

Jeg er 23 år og kommer oprindeligt fra Sjælland men bor og har boet i Odense de sidste par år, hvor jeg studerer Idræt og Sundhed på SDU.

Hvor længe har du kørt tri?

Samlet set har jeg kørt tri i 2 år – dog med nogle års pause imellem. I 2015 gennemførte jeg min første Ironman efter at have brugt et års tid på at træne op, hvor jeg kørte to mindre tri stævner det år også. Efter min første ironman mærkede jeg ironman blues og kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg ville og hvad mit næste mål skulle være. Jeg ville gerne det hele; svømme, cykle, løbe, styrketræning, yoga, adventure race og alt muligt andet og trænede derfor lidt alt og ingenting, men deltog ikke i nogle tristævner de år. Da jeg så var inde for at heppe min gode ven i mål til hans anden ironman i København i 2017 mærkede jeg suset og det begyndte at krible i kroppen for igen at blive en del af triathlon, hvorfor jeg meldte mig til KMD IRONMAN CPH 2018 så snart de åbnede for tilmeldinger. Og så var det ellers bare at begynde træningen igen og blive suget ind i triathlons fantastiske verden endnu engang.

Hvornår startede du med OOB life?

Til min første ironman startede jeg ud som mange andre måske også gør: Læse lidt på nettet og i forskellige bøger, prøve sig frem og køre træningen lidt på gefylen. Jeg havde en god grundform efter at have været et år på højskole, men i bund og grund var dét at træne til en ironman (og bare dyrke tri i det hele taget) en helt ny verden, jeg ikke før havde stiftet bekendtskab med. Det år oplevede jeg mange op- og nedture, som man jo altid vil gøre, men på et tidspunkt mærkede jeg virkelig frustrationen over og tvivlen om det jeg gjorde, al den tid og energi jeg lagde i min træning, ville føre mig derhen hvor jeg gerne ville. Derfor tog jeg i april-maj måned 2015 kontakt til OOB life, der hjalp mig de kommende måneder frem mod august. På de måneder lærte og rykkede jeg mig rigtig meget da måden træningerne, coachingen og det hele kørte på bare fungerede super godt for mig. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at når jeg skulle lave en ironman igen, ville jeg have en træner på fra start af for at se, hvor langt det ville kunne bringe mig. Så kort tid efter at jeg havde meldt mig til KMD IRONAMN COPENHAGEN 2018 tog jeg igen kontakt til OOB, hvor jeg nu bliver trænet af Vicenc Castellà.

Fortæl om dine forberedelser til KMD IRONMAN Copenhagen 2018?

Min største bekymring gennem forløbet har været, om kroppen kunne holde til det, da jeg tidligere har døjet med nogle problemer i mit ene knæ og derfor var lidt nervøs for, om jeg rent faktisk ville være i stand til at gennemføre marathon uden smerter. Knæet kunne godt til tider drille lidt, da jeg først startede træningen mod IM 2018, men med nogle gode øvelser, et par nye løbesko og tålmodighed lykkedes det faktisk at få styr på det og jeg har ikke kunne mærke det i snart et år nu.

Ellers har jeg faktisk virkelig bare nydt dette år med træning og fokus. Der har selvfølgelig været nogle hårde dage og udfordringer, der har skulle overkommes, men alt i alt har jeg haft det virkelig godt med det hele. At stå op om morgenen og bare vide, hvad og hvordan jeg skulle træne er en kæmpe befrielse for mig, og der er jeg nok dejlig nem, for jeg gør bare, som der bliver sagt, fordi jeg tror og stoler på, at træningen vil bringe mig i mål. Selvfølgelig kræver et sådan træningsår nogle ofringer og fravalg, men med hjælp, støtte og forståelse fra familie og venner har jeg stort set altid kunne få tingene til at hænge sammen, hvilket jeg har været meget taknemmelig for.

Hvad var dit eget mål for IM CPH 2018?

Jeg havde sat lidt forskellige mål i forbindelse med IM CPH 2018. Først og fremmest ville jeg som minimum gerne slå min tid fra 2015 på 12:08:33, men jeg kunne godt mærke, at jeg rigtig gerne ville under 11 timer, så det blev det primære mål. Drømmemålet var at komme under 10,5 time, så tæt på 10 som muligt, men om det kunne lykkes var jeg ærlig talt ikke helt sikker på, så at jeg gjorde det er jo bare helt fantastisk!
Dog besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge ikke at være totalt styret af tiden men i stedet gøre alt for at nyde dagen, fra start til slut, og være til stede i det hele – og først derefter tænke på tid. Det synes jeg virkelig også lykkedes rigtig godt

Fortæl os om din dag?

Kl. 03.15 ringede vækkeuret og mindede mig om at jeg om fire timer næsten ville være på vej ud på svømmeruten på Amager Strand. Det var lidt vildt at tænke på. Jeg startede dagen med et bad for at vågne og vække kroppen, hvorefter der skulle lidt energi indenbords i form af en lille portion havregryn og et par nutellamadder. Så var der lige et par småting, der skulle dobbelttjekkes, om jeg havde husket og derfra var det egentligt bare at køre af sted mod Amager. Med musik i ørerne forsvandt jeg langsom længere ind i min egen lille bobbel, hvor fokusering og visualisering vedr. dagens strabadser var i fokus, mens vi kørte igennem det rolige klare morgenmørke.

I T1 skulle jeg selvfølgelig pumpe min cykel og lige tjekke, at alt var, som det skulle være. Derefter gik jeg en sidste gang turen fra skifteposerne ned til cyklen, mens jeg gennemgik alt det, jeg skulle huske undervejs. Jeg havde stadig god tid og stod derfor sammen med familie og venner, der var troppet op fra morgenstunden, indtil det blev tid til at få våddragten på og begive mig mod start.

Jeg synes, det havde været svært at finde ud af, hvilket heat, jeg skulle starte i til svømningen og hvor jeg skulle placere mig, når vi skulle sendes ud i vandet – skulle jeg være med de første, midterste eller sidste? Jeg valgte at komme med i den forreste halvdel og kom godt fra start, selvom de første hundrede meter altid er kaotiske til sådanne stævner. Mine fokuspunkter var god navigation, opmærksomhed på de andre atleters bevægelser (i et forsøg på at undgå spark og for mange nærkampe) og ikke mindst at svømme i mit eget tempo og ikke lade mig påvirke for meget af de andre. Det lykkedes rigtig godt, for jeg faldt hurtigt ind i min egen rytme og begyndte derfor at bevæge mig fremad i feltet, med enkelte “klynge-kampe” undervejs, og kunne med stor glæde løbe ud af vandet efter 1 time 4 min 50 sek.
Første skift til cyklen gik rigtig fint. Jeg havde ikke planer om at spurte af sted men bare skynde mig uden at stresse, og det synes jeg, lykkedes.
Derefter var det op på cyklen, klikke skoene fast og så igen rette fokus på mig, min krop og mit tempo. Dette er, ligesom med svømning, svært i starten, når der er så mange atleter, der endnu ikke har nået at fordele sig ud på ruten. Så de første 5-10 km var nok mest at finde sig til rette på cyklen og så derefter finde ind i min egen rytme og wattzone, når der var plads til det. Jeg nød virkelig hele cykelturen fra start til slut – både pga. den flotte rute men også fordi kroppen havde det rigtig godt (og jeg elsker at sidde på min cykel :-)), og jeg måtte hele tiden minde mig selv om, at selvom jeg følte, at jeg kunne, skulle jeg ikke trykke lidt ekstra til men i stedet gemme energien til marathonet, der ventede på mig bagefter.

I T2 tog en sød hjælper imod min cykel og jeg kunne derfra løbe hen til min skiftepose og få løbesko, løbsnummer og solbriller på, inden jeg begav mig ud på de 42,2 km rundt i Københavns gader. Benene skulle selvfølgelig lige omstille sig til den nye bevægelse og rytme, men jeg kom godt og hurtigt (måske lidt for hurtigt) igennem de første kilometer med overskud, energi og store smil mens familie og venner heppede og råbte efter mig. De første 20 km var jeg super godt kørende, men jeg må nok indrømme, at benen derefter pludselig var noget tunge og knap så samarbejdsvillige, som de ellers havde været i løbet af dagen. Mellem 20-30 km skulle jeg godt nok kæmpe en del og bare fokusere på hele tiden at sætte den ene fod foran den anden. Men frem kom jeg og pludselig manglede jeg kun en halv omgang og kunne mærke glæden og stoltheden brede sig i kroppen. 2 km har dog aldrig føltes så lange som de sidste 2 km på ironmanruten indtil jeg pludselig kunne jeg se den hvide KMD-bue fremme foran mig som markering på afslutningen af en helt fantastisk dag og træningsår. Ved finishline stod min familie og venner og kastede glimmer og flag på mig, mens jeg krydsede mållinjen i tiden 10:18:29 helt overvældet, taknemmelig og glad. I Athletes Village blev kys og kram uddelt gennem hegnet inden jeg tog en tur i det kolde badebassin, der var stillet op, og gik derefter ind og fik en skøn massage, inden vi sluttede dagen sluttede af på McDonalds med en stor meny og Mcflurry is.

Hvad er næste mål?

Jeg er blevet fanget af idéen om at kvalificere mig til Hawaii og lave en god præstation derovre om nogle år. Selvom det var meget svært at takke nej, da jeg fik tilbuddet i år, så følte jeg mig ikke klar til at skulle af sted nu – det kom helt bag på mig, at jeg rent faktisk kvalificerede mig. Så nu handler det om at få mere erfaring og blive en bedre triatlet og så gå efter Kona, når det giver mening.

Hvis der var nogle tilskuere i søndags som har fået blod på tanden og overvejer at tilmelde sig næste år, har du så nogle tips og råd du vil give videre?

Kig indad og find ind til hvorfor du vil træne op til og gennemføre en ironman – hvad er det, der er drivkraften bag og som gør, at du kan hive dig selv ud af sengen og træne mens alle andre ligger og sover, som kan få dig igennem selv de hårdeste træningspas og som gør, at selvom du render ind i en svær periode, så fortsætter du kampen og forberedelserne mod det store mål. Find ind til essensen af din motivation og hold fast i den, så du altid kan finde den frem, når det hele bliver lidt hårdt og uoverskueligt.

Og så tror jeg, at man kommer længst med at være drevet af lyst og ikke af pligt: At man kan finde glæden i det, man gør – om det så er i vand, på cyklen eller når man løber, i de lange monotone eller højintense pulsbankende træningspas – så tror jeg, man får de bedste resultater og oplevelser, hvis man fokuserer på dét man synes er fedt/sjovt/dejligt i lige netop det, man gør – og nogle gange vil det være nemmere end andre.

Men lige meget hvad kommer det til at blive virkelig hårdt og gøre rigtig ondt, ikke kun på dagen men også al forberedelsen op til, men det kommer også til at blive en af de mest overvældende, fantastiske og mest givende oplevelser i ens liv med mange gode dage og oplevelser, der kommer til at skubbe og rykke nogle grænser, og som man virkelig skal huske at nyde og værdsætte. Så hvis man seriøst overvejer det, gør det!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Nikolaj
Nikolaj er marketingchef hos OOB life. Nikolaj har selv brugt OOB life til at træne op til Ironman, marathon og ultraløb. Hos OOB life har Nikolaj ansvaret for at vi får spredt god træning ud til så mange som muligt.