Kasper Sass Kierkegaard – fysioterapeut med Hawaii som mål

I træner teamet i OOB life træner vi mange forskellige mennesker.

Nogle drømmer om deres første halve iroman og andre om at stå på podiet ved Ironman World Championship på Hawaii.
Fælles for dem er ikke deres sportslige niveau eller ambitioner, men at det vil være bedre end de tidligere har været, og meget ofte uden at ville gå på kompromis med deres andre mål og forpligtelser i livet.

En af de som har Ironman på Hawaii som sit mål i 2020 er Kasper Sass Kierkegaard.
Ud over at være en dygtig triatlet så har Kasper en faglig indsigt i træning og kroppens ve og vel, der gav mig lyst til at stile ham nogle spørgsmål omkring hans træning, hans observationer og erfaringer fra sig selv og andre gennem sit virke som fysioterapeut!

Kasper, du bor til dagligt i Norge. Jeg ved dagene er meget korte deroppe i øjeblikket, så jeg sætter pris på at du tager dig tid til at besvare disse spørgsmål.
For de som ikke kender dig, kan du give en kort beskrivelse af hvem du er, hvor du holder af at træne og naturligvis hvad du træner mod i øjeblikket.

Jeg er 35 år, gift med Line, og vi har 2 børn – hhv. en dreng på 5 og en pige på 2 år. Jeg holder meget af at træne hjemme på hometraineren og er også blevet ret glad for at løbe på løbebånd. Det er super tidseffektivt, og så er der fortsat masser af tid til familien udover. Jeg har den bedste følelse efter bare en times super hårde intervaller på cyklen, eller en håndfuld halvlange intervaller på løbebåndet – det giver en dejlig fornemmelse af at være brugt, men samtidig er man ikke tømt for energi resten af dagen. Det store mål jeg træner imod netop nu er IM France i Nice til sommer, hvor målet er en podieplacering i min AG og et slot til VM på Hawaii.

Til dagligt arbejder du som fysioterapeut. Var det gennem det arbejde du blev inspireret til at udfordre din egen fysik gennem triathlon?

Nej, egentlig ikke. Jeg har altid været ret aktiv, med motionsløb som barn med mine forældre. Jeg begyndte så at løbe orienteringsløb som 11-12 årig, og i takt med at jeg blev ældre og træningen blev mere – var træningsture på 2-3 timer, og træningsuger med 12-14 timer i løbeskoene, ikke helt usædvanlige. Det et betød nok at udholdenhed blev det ultimative mål for mig – og da jeg på et tidspunkt hørte om ironman – tænkte jeg at det måtte være det ultimative rent udholdenhedsmæssigt. På det tidspunkt var jeg vel kun en 17-18 år og havde travlt med at løbe, så det blev ikke til mere end tanken.
I 2009 da Challenge annoncerede en ironman distance i København, var jeg i den situation at jeg havde været løbeskadet i et par år, og havde opgivet orienteringsløb – og da jeg så hørte om stævnet, huskede jeg pludselig den følelse jeg havde haft om at det måtte være det ultimative for mig – og desuden var der jo ikke helt så meget løbetræning, som jeg havde været vant til fra tidligere.

Som fysioterapeut har du en viden om kroppen de færreste triatleter har.
Overbelastningsskader kan jo forekomme i triathlon.
Har du nogle råd du giver triatleter der kommer til behandling hos dig?

Klart dét at respektere at man har en skade – jo før man indser og ikke mindst accepterer det – des hurtigere er man tilbage på fuldt blus igen. Det fede ved triathlon er jo netop at man har 3 forskellige udholdenhedsdiscipliner man kan træne – så er man løbeskadet, som 90% af alle andre triathleter der er skadet, så kan man jo enten fokusere ekstra på svøm og cykel, eller lave alternativt med crosstrainer. Vigtigst er bare som sagt at acceptere at man er skadet – for tror man at man kan træne videre uden at ændre sit setup – så ender man bare med at misse sit A-race pga. skaden. Og så at søge hjælp. Ikke på facebook, men hos en professionel behandler. Tænk på hvor mange unødvendige og ekstra dage uden optimal træning man går glip af, bare fordi man vil spare de småpenge det koster at opsøge en behandler i første omgang. Det sidste er selvfølgelig ikke henvendt til dem som rent faktisk kommer til behandling – om det så er hos mig eller en anden.

Når man ved så meget om kroppen og træning som du gør, hvad er så årsagen til at du træner med OOB life?

Den egentlige årsag ligger faktisk helt tilbage en 6-7 år før jeg tog kontakt til dig. Jeg husker at du kørte med nummer 1 i 2010 i København – og da du ét eller to år efter lavede en løbeworkshop inde i Kødbyen, var jeg deltager. Og siden dengang har jeg egentlig fulgt lidt med i hvad du og dine atleter formåede.
Jeg har altid tilrettelagt min træning selv, og følt mig fint kvalificeret til det – men da jeg fik lov af min kære hustru til at målrettet gå efter Hawaii 2020, så ved jeg fra min tidligere løbe-erfaring at jeg har brug for én træner som jeg føler mig forpligtet overfor. Bare det at jeg de bruger tid på at lave træningen til mig, og at de kan se hvis jeg ikke laver den træning jeg skal, er med til at motivere mig og holde mig fokuseret. Derfor gik jeg på jagt efter den rigtige træner for mig. OOB blev et naturligt valg, da jeg mente at kunne huske at du faktisk virkede til at være behagelig, og jeg samtidig kunne se de resultater du havde opnået med mange af dine atleter. Det har jeg så ikke fortrudt indtil nu i hvert fald.

Jeg ved at du i øjeblikket er gået i gang efter at prøve at kvalificere dig til Ironman World Championship.
Hvorfor tænder det mål dig?

Jeg tror det er fordi jeg altid har været relativt god til den sport jeg nu engang har dyrket – specielt udholdenhedssport. Og da nu Hawaii er det ultimative indenfor IRONMAN – ja, hvorfor så ikke prøve. Jeg har hele tiden troet på at jeg var god nok til det, men bare ikke gået rigtig målrettet efter det tidligere. Desuden har jeg set med på live-streaming derfra de sidste 5-6-7 år, og når man ser hvor lækkert der ser ud – så jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor det ikke er en drøm for alle triatleter at få lov til at deltage i et sådan stævne. Jeg mener med de omgivelser, og med den atmosfære – det må være en kæmpe oplevelse. Og så vil jeg også rigtig gerne kunne give min familie en kæmpe rejse-oplevelse, når nu – specielt min kone – er så accepterende og støttende med den træning jeg alligevel laver.

I Danmark brokker vi os jo ofte over vejret i forhold til triathlon træningen.
I Norge er det vil nærremest værre forhold?
Og hvad gør du for at forberede dig til at kvalificere dig til et stævne på en lava ø midt i Stillehavet, når du er omgivet af sne og mørke?

Vi flyttede herop i slutningen af februar, så jeg har fortsat til gode at komme igennem en hel vinter heroppe – med træningen. De betød alligevel at jeg har måttet tænke mine træningsmuligheder lidt om da vi flyttede, selvfølgelig på grund af vejrforholdene, men nok mere fordi vi jo flyttede herop helt selv. Altså uden noget af vores familie til at hjælpe med børnene. Så alt med at aflevere og hente, madlavning og sygdom, hænger på os. Derfor er tidseffektiv træning bare en nødvendighed.
Nu passer det jo så heldigvis så godt at den mest tidseffektive træning man kan lave på en cykel er på hometraineren. Jeg sidder inde i et værelse, enten om morgenen inden familien står op, midt på dagen mellem patienter, eller om aftenen når Line putter børnene – og får lavet min træning. Jeg tænker egentlig ikke så meget over det med varmen i både Frankrig og på Hawaii.
Nu deltog jeg i IM Nice i sommers, hvor distancerne blev kortet ned pga. hedebølge – og synes egentlig selv at jeg copede med varmen ret fornuftigt. Fik noget erfaring, tænker at jeg igen i år, har lidt ekstra fokus på varmetilpasning i de sidste par uger op til Frankrig. Hawaii-forberedelserne tager vi bagefter.

Hvilke stævner byder 2020 på for dig? Og har du nogle konkret håb og forventninger ud over kvalifikationen?

Jeg har ikke tilmeldt mig nogle stævner ud over IM France, endnu. Jeg tænker at jeg nok tager til Danmark og kører et enkelt eller to opvarmningsstævner inden. Om det så bliver Herlev, eller noget i den dur har jeg ikke fået set på. Men noget bliver jeg i hvert flad nødt til at få lagt ind. Tror egentlig at Herlev er fint igen, for så kan vi sammenligne lidt præstationen i forhold til i år. Skal vi ikke bare sige at forårssæsonen i Norge er tæt på ikke-eksisterende, sååå….
Med hensyn til håb og forventninger, så tænker jeg at det kunne være fedt at prøve mig af på en ordentlig 10 km, eller halvmaraton i løbet af 2020 for at forbedre min pr på distancerne. Og så kan jeg også huske hvor ærgerlig jeg var i sommers efter Nice, at jeg ikke havde forbedret mig noget nævneværdigt på svømningen – så jeg skal under timen i svømningen, og så vil jeg også rigtig gerne ned og løbe en sub-3:10 marathon til at afslutte med. Sub-3 er drømmen.

Hvis du skulle anbefale OOB life til en ven, hvad hvad vil du fremhæve ved OOB life, som du tror andre vil kunne få glæde af?

Det jeg synes fungerer rigtig godt er den daglige kommunikation gennem app’en. Og at der er et formål med hver eneste træning, er jeg super tilhænger af. At i så også har den accept af travle familie-person og de dagligdags-udfordringer man møder, gør at jeg i hvert fald kan slappe meget mere af og har meget mere lyst til træningen. Det er nok egentlig den accept af at man ikke er fuldtids-prof, og at man som arbejdende familiefar møder en del forhindringer, og i så alligevel hjælper med at prioritere træningerne som gør at både jeg og ikke mindst min familie, kan blive ved med at være opbakkende omkring projektet.

Tak for interviewet Kasper. Vi glæder os til at følge dig i 2020!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.