Interview med OOB’er, advokat og triatlet Henning Nygaard

Mange af OOB’erne træner med os for at hjælpe med at få sportslige ambitioner til at balancere med en travl hverdag.

Et af nøgleordene er kontinuerlig træning fremfor endeløse træningstimer. For at sikre høj kontinuitet er det vigtigt løbende at have mål og delmål.

Netop derfor var Henning Nygaard i marts i San Juan, Puerto Rico for at køre Ironman 70.3 Puerto Rico.

Henning, ganske kort. Kan du fortælle lidt om dig selv, din hverdag og hvad pokker der får dig til at rejse om på den anden side af jorden i marts måned for at lave en halv ironman?

Jeg kan da prøve 😉 I det daglige driver jeg min egen advokatforretning, og har gjort det siden 2015. Det har krævet en del fokus, og gør det sådan set stadigvæk, men det er også enormt givende at være selvstændig, og giver mig en stor fleksibilitet. Min hverdag starter kl. 4.45, hvor vækkeuret ringer, så jeg kan være i FW kl. 5.30 til styrketræning. For mig er det en god måde at starte dagen på. Lidt afhængig af, hvad dagens træningsprogram ellers byder byder på, er jeg på kontoret ved 7.30-tiden, frisk til dagens opgaver. Der er ikke to dage, som er ens for mig, og jeg har for det meste en fyldt kalender. Det betyder også, at når eftermiddagens træning rammer, så er batterierne ikke altid heeeelt friske. Det er jo bare sådan, at hvis du vil opnå noget i livet, så må du også kæmpe for det. Min dag slutter typisk ved 20-21-tiden med aftensmad og planlægning af dagen der kommer.

Jeg valgte stævnet i Puerto Rico for at få en oplevelse, og en god start på året. Jeg synes, at det er en fed måde at opleve verden på, og Caribien er da bare umådelig lækkert, omend lidt besværligt at rejse med en cykel dertil 🙂

Dit arbejde som advokat er krævende og hvordan finder du tid og overskud til at sætte mål som stævnet i Puerto Rico?

Der er ingen tvivl om, at min virksomhed er enormt tidskrævende. I perioden efter jeg startede som selvstændig gik der meget tid med arbejde. Faktisk så meget tid, at jeg slet ikke fik trænet. For ca. 1½ år siden tog jeg en principiel beslutning om, at nu skulle jeg igang med træning igen, både for min egen sundhed, men lige så meget for at jeg kan være skarp, når mine klienter skal serviceres. Det har bestemt været svært at finde tid i en travl kalender, men planlægning og prioritering gør en stor forskel. Vejen hen mod stævnet i Puerto Rico startede sådan set med at få lagt en grundform. I efteråret 2018 begyndte jeg så at gennemgå stævnekalenderen, og helt ærlig, Puerto Rico var sød musik i mine ører.

Du har efterhånden dyrket triathlon en del år. Hvad var årsagen til at du begyndte med triathlon?

Min interesse for triathlon startede efter Berlin Marathon for en del år tilbage. Jeg stod med en kammerat og drak en øl bagefter. Han ville gerne prøve Challenge Copenhagen, og jeg tænkte, tjaaa, hvorfor ikke. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg havde sagt ja til. På daværende tidspunkt kunne jeg ikke svømme 25m crawl, og jeg ejede ikke en racercykel, så der var lidt at arbejde med. Vi gennemførte begge to, og faktisk har jeg stadig den racercykel, som jeg gennemført på – det er i dag min vinterracer.

Hvad vil du sige din bedste oplevelse til dato har været?

Hmmm…der er faktisk en del. Da jeg krydsede målstregen i København i 2012 er nok en af de mere specielle rent personligt, den og så helt klart Puerto Rico – en fantastisk oplevelse at få lov til at køre stævne i paradis.

Hvordan ser resten af 2019 ud for dig i forhold til stævner og mål?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Lige nu er alle muligheder åbne 😉

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.