Iben Stougaard – fra overtræning og spiseforstyrrelse til træning i balance

Spiseforstyrrelser, overtræning og tvangstræning er nogle af de problemstillinger vi som trænere i OOB nogle gange møder.
Vejen til at være havnet i disse problemstillinger er forskellige, men der er noget at lære fra alle der har været det igennem, så det ikke sker for dig.

For et par år siden begyndte Iben Stougaard at træne med os i OOB life.
Iben har en baggrund med mange problemstillinger, som hun er modig nok til at dele, så andre forhåbentlig ikke havner i samme situation.

Vi har interviewet Iben om nogle af de udfordringer hun har mødt og hvordan hun holder balancen i sin træning nu!

Tak for at være med til et interview Iben.
For de som ikke kender dig, kan du give en kort beskrivelse af hvem du er ?

Jeg er en kvinde på snart 39 år. Mor til to børn på 9 og 11 år. Bor i Middelfart sammen med min kæreste Torben, der også dyrker triatlon og stiller op for Fredericia Triatlon Team. Jeg arbejder i et stort billeasingfirma, 37 timer ugentligt.

Sportsligt er jeg tidligere konkurrencesvømmer.
Savnet til konkurrencesporten fik mig i 2015 til at prøve triatlon.
Først de korte distancer og senere ironman.
I mange år drømte jeg om at prøve tri, da jeg som 15-årig lå på Østrestrand, Fredericia og overværede Ironman stævne, men der skulle gå 20 år før det blev min tur til at stå på startstregen.

For kort tid siden udgav Team Copenhagen omkring spiseforstyrrelser og træning som du var en del af!
Kan du beskrive hvordan spiseforstyrrelse opstod hos dig og hvordan det påvirkede dig?

Som 13-14 årig fik jeg spiseforstyrrelser.
Jeg havde svært ved at finde ud af hvem “Iben” egentlig skulle være. 

Jeg elskede at svømme og glippede sjældent et træningspas.
Mine forventninger til mig selv var store, og synes det var svært at være svømmepige samtidig med klassekammeraterne begyndte at vise interesse for fester og hvad der hører med her.

På det tidspunkt betyndte jeg at spise mindre, tænkte at hvis jeg tabte mig lidt ville det hele være meget nemmere.
Jeg har aldrig været tyk, men en stærk og høj pige. Men det var svært at se andet end jeg vejede mere end mine veninder, hvilket jo nok var meget naturligt, eftersom jeg var 10-15 cm højere end dem og trænede en del.
Til sidst havde jeg ikke energi til hverken at svømme og gå i skole.

I 20 år kæmpede jeg med anoreksi, bulimi og tvangstræning.
Jeg kunne ikke spise en is uden at jeg havde planlagt to timers cykling. 

Jeg levede i perioder af tyrkisk peber og pepsi max. I forbindelse med jeg begyndte at dyrke triatlon fandt jeg “Iben” igen, hende der elskede sport og den strukturerede træning.

Denne gang huskede jeg dog, at kroppen skulle have næring for at motoren kan fungere. 

Alligevel gik det lidt galt. Jeg var overbevist om at jeg fik nok mad da jeg trænede til ironman, men jeg tabte mig ikke.
Men jeg havde ingen energi til træningen, vægten stod stille så det ønskede vægttab kom bare ikke. Jeg tænkte sindssygt meget over, hvad jeg spiste, men ikke sygeligt som tidligere.
Men da jeg havde anoreksi og stod 3 timer på en stepmaskine i fitness center daglig, tabte jeg mig jo. Derfor skænkede jeg ikke det en tanke, at jeg ikke fik mad nok – lige indtil jeg hørte om REMS, relativ energimangel i sport.
Jeg kunne altså ikke leve af skyr og blåbær samtidig med jeg trænede 15 timer ugentligt. Men igen jeg var overbevist om jeg fik nok. 

Jeg fik heldigvis fat i en dygtig diætist der hjalp mig med at få fyldt depoterne op, og får stadig hjælp af en gammel kollega, der har taget sportsernæring uddannelse, og det giver mig rigtig meget, at vide jeg har på skrift, hvor meget mad jeg rent faktisk skal have. 

Jeg var heller ikke så god til at få energi undervejs på mine træninger, fordi jeg var bange for jeg fik for meget. Men jeg er heldigvis blevet klogere, og ved hvad den rigtige energi gør for mig under træning.

Hvordan går du i dag for at sikre du ikke falder tilbage i dine gamle vaner og lader spiseforstyrelsen få overtaget?

Det er nemt. Jeg orker rent ud sagt ikke det der kalorieregnskab jeg har brugt så mange år at mit liv på. 

Jeg ved stadig hvor mange kalorier der er i hvert enkelt ting jeg spiser, men jeg tænker ikke over det længere.
Har jeg lyst til is eller brunsviger, så spiser jeg det. Jeg vil hellere have almindelig sund kost, og har forstået vigtigheden af, at jeg får fyldt depoterne op igen efter en hård træning.

Selvom de dårlige vaner fulgte mig i 20 år, altså over halvdelen af mit liv, så er livet så meget bedre uden fokus på mad og vægt. 

Jeg vejer mig fx ikke, men passer mit tøj og ved derudfra at jeg vejer det jeg skal. I stedet bruger jeg spejlet til at guide mig.
Jeg kan se hvis jeg i en periode har spist lidt for godt, så skærer jeg det usunde lidt mere fra, og omvendt ligger jeg i hård træning, så tillader jeg mig også en softice med oreodrys eller et stykke brunsviger. 

Jeg ved at du tidligere også har døjet med overtræning. Det var vist også årsagen til at du begyndte at træne med os i OOB life?
Hvordan opdagede du at du var overtrænet? 

Ja det er korrekt jeg var i overtræning, da jeg startede hos OOB life. 

I maj 2019 styrtede jegalvorligt på cyklen og valgte ikke at lytte til en forslået krop, der slet ikke fik den hvile og restitution den havde brug for. 

Mit store fokus forblændede mig. Til EM i Helsingør endte jeg med at undgå og Ironman CPH, hvor jeg fik kæmpet mig igennem på en krop der slet ikke fungerede, jeg kørte på 10 timer, og hvordan jeg kunne gøre det efter at have kørt baglæns på cyklen ved jeg ikke. 

Efter Ironman tog jeg på ferie med mine unger. Jeg kunne have sovet hele tiden.
Da jeg kom hjem kom jeg i kontakt med Aleksandar og kunne derudfra konkludere at jeg lå i overtræning og der skulle gøres noget drastisk, hvis jeg skulle fortsætte med triatlon. 

Jeg havde væske i kroppen, sov elendigt og alt handlede om mine mål indenfor triatlon. Men det var en svær erkendelse, for jeg elsker at træne. Jeg var jo træt inden jeg steg op på cyklen når jeg skulle træne. Her kan man spørge sig selv om, hvor sundt det er. 

Jeg måtte trække i bremsen og fokusere på at give kroppen den ro den havde brug for efter mit styrt. Jeg hang slet ikke sammen som menneske. Hverken som mor, kæreste eller atlet.

Er der nogle alarmsignaler du nu holder øje med så det ikke opstår igen?

Ja jeg mærker meget min krop og hvordan den har det. Jeg springer gerne et pas over, hvis jeg er træt og kan mærke dagen ikke skal bruges til træning.
Jeg får ikke dårlig samvittighed hvis jeg ikke får trænet længere, og heller ikke over for min træner. Han ved også jeg på en god dag kan finde på at løbe i andre zoner end der lige står, men at jeg også bakker ned hvis kroppen er træt. 

Så jeg sørger for at lytte til min krop og ikke lader mig stresse af de sociale medier og hvordan andre træner. Jeg er mig og min krop er min. Den skal holde mange år endnu.

Jeg ved at du i øjeblikket træner rigtig godt og er meget motiveret! Hvad er næste mål du træner mod?

Ja det går rigtig godt med træningen. Har netop afsluttet en hård blok, mens mine børn har været på ferie hos deres far. Jeg har haft rigtig mange gode og lange træningspas.
Det er gået så godt at jeg har drømt om Ironman Copenhagen i år, men godt ved det ikke er realistisk 😉 Målene for i år er derfor at slutte godt i DM serien, hvor jeg pt. Ligger nr et samlet i 18-39 år. 

Næste år er det comeback i cph i ny age group, samt Helsingør 70.3.
Motivationen er mega høj og jeg har god sparring med min træner, hvilket er rigtig vigtig for mig.

Du har trænet med os i OOB life i en længere periode. Hvordan hjælper vi dig med at holde glæden i træningen høj og samtidig holde balancen i træningen?

I lytter! Det er alfa omega for mig. Samtidig så siger Aleksandar sin mening. Det kan jeg rigtig godt lide.

Jeg har altid været hård mod mig selv hvad angår målsætninger.
OOB life har hjulpet mig til at få troen tilbage. 

Da jeg startede i 2015 vandt jeg 3 danske age group mesterskaber. 

I 2016 vandt jeg min age group i cph på fuld distance. Efterfølgende ramte overtræningen og REMS. Troen på mig selv, ja den forsvandt.

Samtidig er der forståelse for et liv med to børn i en skilsmissefamilie, hvor jeg gerne vil med til deres fritidsaktiviteter, et fuldstidsarbejde og en kæreste der også skal træne.

Hvis du skulle anbefale OOB life til en ven, hvad hvad vil du fremhæve ved OOB life, som du tror andre vil kunne få glæde af?

At I lytter og ikke sætter atleterne i samme båd. Men at vi alle er forskellige.
At OOB life sætter stor pris på at man har balance i de ting man laver, og træningen ikke skal presses ind i en stram hverdag. Træningen bliver tilpasset så alle kan være med. Det kan være svært at styre sin træning selv. For så skinner solen og man vil gerne cykle, det gør den også dagen efter, så cykler man igen. Man ender hurtigt på et sidespor, hvis ikke der er en der har overblikket. 

Tusind tak for din tid Iben. Vi glæder os til at følge dig mod de kommende stævner og lover at hjælpe med at holde dig på sporet!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.