Daniel Paulsen er en af de OOBere der i år forbereder sig mod en kvalifikation til Ironman World Championship på Hawaii.
I modsætning til mange andre, som drømmer om Hawaii, så har Daniel allerede en gang været på Lava øen.
Daniel kører i 18 – 24 aldersklassen.
Før Daniel kvalificerede sig til Hawaii var han hverken løber, cykelrytter og slet ikke svømmer. Alligevel lykkes det ham at træne sig op til at kører 9 timer ved Ironman Copenhagen og dermed kvalificere sig til Hawaii.
Jeg har interviewet Daniel omkring hans baggrund og ambitioner og mål for denne 2020 sæsonen.
Tak for at tage en lille pause fra din træning til det her interview!
Selvom du aldersmæssigt er en “ung” triatlet, så har du allerede opnået det som mange drømmer om – nemlig at være på Hawaii til Ironman World Championship.
Før jeg spørger dig om den oplevelse, så er jeg nysgerrig på hvad der fik dig til at begynde med triathlon?
Jeg var på ferie i Italien for efterhånden en del år siden, da var jeg deltager i et Aquathlon stævne. Super hårdt, for var ikke vant til at svømme, så kom nærmest sidst op af vandet, men havde så min force på løbe delen, og der hentede jeg nok til at få en andenplads. Det var et lille lokalt løb på en campingplads.
Jeg syntes oplevelsen var så fed, at jeg måtte prøve det igen en anden gang. Så blev jeg introduceret til triathlon, hvor jeg overværede et stævne i Silkeborg, og det overbeviste mig om at jeg skulle prøve det. Men på det tidspunkt var jeg ikke gammel nok til at deltage i de lidt længere stævner, så som halv ironman og ironman, så derfor startede jeg med at dyrke sprint triathlon.
Du kvalificerede dig sidste år til Ironman World Championship.
Fortæl lidt om din sæson i 2018. Hvad stævner kørte du og naturligvis: hvordan var det at være på Hawaii?
Min optakt til sæsonen 2018 var rigtig god, kørte nogle små stævner, såsom Jels Duathlon og halv ironman i Herning (det gik knap så godt). Men hovedmålet var også Ironman i København til august. 2 uger op til, bliver jeg desværre skadet, og føler mig egentlig ikke klar til ironman. Men får kæmpet mig igennem, og ender med at vinde min aldersgruppe, med stor hjælp fra familie og venner. I månederne op til Ironman på Hawaii får jeg kun svømmet og trænet meget let, grundet min skade. Men vælger at tage derover, fordi chancen bød sig, og havde rigtig god opbakning fra mit bagland. Det var en stor oplevelse at deltage på Hawaii. Jeg har fulgt med på tv skærmen de sidste mange år, så det at stå derovre var kæmpe stort.
Jeg ved du er i gang med at arbejde på at kvalificere dig igen, så du kan komme tilbage til Hawaii.
Hvad er ambitionen?
Ambitionen på Hawaii er at ende i toppen af min nuværende aldersgruppe 18-24. Skal gerne op at kæmpe med nogle af de hurtige drenge i verden.
Når man følger udsendelser fra Hawaii hører man ofte om at deltagerne der træner 25 til 30 timer per uge!
Hvor meget træner du typisk?
Det kan varierer meget alt afhængig af hvor på sæsonen vi er. Men alt mellem 10 og 20 timer i ugen synes jeg er godkendt. Nogle perioder er der mere tid end andre. Sådan er det vist for alle “age group” triatleter af og til. Men vil gerne op på et højere niveau end jeg er på nu. Det kræver også en del flere træningstimer i ugen. Har heldigvis en træner som er god til at balance det. Han planlægger noget god kvalitetstræning, som man kan rykke formen, på lidt kortere træningstimer.
Ud over målet om at kvalificere dig til Ironman World Championship, hvad er så dine mål for 2020?
Mine mål for sæsonen 2020 er at køre den del flere løb, det er trods alt det som er sjovest, og grunden til at man træner så mange timer. Så vil helt klart køre en del flere løb i 2020. Ellers vil jeg bare gerne nyde processen omkring min udvikling. Føler jeg får mere og mere erfaring.
Hvad er årsagen til du har valgt at træner med OOB life?
Jeg har tidligere selv styret min træning, og trænet hvad jeg lige havde lyst til. Jeg kunne mærke jeg trængte til at få noget mere støtte og vejledning i min træning, for at kunne blive hurtigere, uden at ødelægge mig selv.
En af mine kammerater var startet hos OOB life og han var rigtig godt tilfreds. Jeg tænkte at det ville jeg også prøve. Det viste sig at være et godt valg, efter jeg fik struktureret træning, skar jeg 15 min af min første Ironman tid, jeg gik fra 09:15:00 til lige omkring 09:00:00. Man bliver taget med i beslutninger omkring ens træning, og får lov at bidrage med forslag og ændringer, det er også en ting som jeg er glad for.
Hvad vil du sige er den bedste ting for dig du får ud af at træne med os?
Det bedste er at kunne få struktureret træning, vejledning og gode råd under ens træning, og op til løb. Får skræddersyet træningsplan, og træningszoner som passer mig, og som lever op til visse standarder. Jeg kan tydeligt mærke fremgang i min træningsprocess. Det er altid fedt, når man som atlet kan mærke, at der sker noget, og at man rykker sig i den rigtige retning!