Det er med lige dele vemod og stolthed, vi kan konstatere, at cheftræneren for OOB Cycling Club, Anders Lund, i dag er blevet udnævnt til ny U/23-landstræner i Danmarks Cykle Union, hvor han afløser Morten Bennekou.
Siden sommerferien har Anders været en yderst vellidt og kompetent træner for vore medlemmer i OOB Cycling Club, og der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at rygterne om vores cheftræners kompetencer, på rekordtid har nået dansk cyklings højborg i Brøndby.
Men sådan er det jo, når man har med OOB Cycling at gøre. Det må man vide. Så åbner dørene sig og mulighederne viser sig nærmest ubegrænsede. Og vi er selvfølgelig rigtig spændte på, hvor meget af den enorme talentmasse fra OOB CC, Anders har tænkt sig at trække med over i sit kommende arbejde 🙂
Selv siger Anders Lund om sit skifte:
”Jeg har virkelig nydt det sidste halve års makkerskab med Kim Plesner og Aleksandar Markovic i OOB Cycling Club. Jeg er stolt over, at vi er lykkedes med at skabe nogle fede rammer for klubbens medlemmer og et fællesskab omkring vores lørdagstræninger, der gør den hårde træning meget sjovere. Nu venter der en stor og spændende udfordring som landstræner, men jeg er glad for, at jeg får mulighed for at følge allerede planlagte projekter til dørs i OOB regi. Så det er ikke helt farvel fra mig endnu.”
Efter aftale med Danmarks Cykle Union bevarer Anders således sin tilknytning til OOB Cycling i forbindelse med virksomhedsforløb og han vil fortsat være guide på Veloropa og OOB Cyclings udlandsture til Flandern Rundt og Lucca til næste år. Du kan læse mere om de to ture her, der er stadig nogle få pladser tilbage.
Udover at være cheftræner i OOB Cycling Club, har Anders Lund også været en del af trænerteamet for en række individuelle ryttere i OOB Cycling regi. Har du ambitioner om at forberede dig til et specifikt mål næste år, eller savner du mere fokus og tidseffektivitet i din træning, kan du læse mere om mulighederne for et personligt online-træningsprogram her.
OOB Cycling og Veloropa ønsker Anders alt mulig held og lykke fremover!




Facebook
Instagram
Youtube