INTERVIEW MED JANNIK BJERREGAARD TRINDERUP

Jannik Bjerregaard Trinderup fik konstateret lymfekræft  i juli 2013 og har siden fået kemo- og strålebehandling. Han er nu i gang med vedligeholdelsesbehandling.

Jannik træner samtidig hos os i OOB Coaching. Jannik træner mod deltagelse i ultraløb.
Ud over at træne mod ultraløb, så er Jannik blandt andet også gruppeleder hos Drivkræften i Roskilde.

Hvordan begyndte du med målrettet træning? Har du altid været en atlet?

Jeg har altid været aktiv indenfor sport og friluftsliv og fundet stor motivation i at udfordre mig selv og derved udvikle mig. Det er dog først indenfor de seneste ca. 4 år at jeg systematisk og intensivt har dyrket langdistanceløb.

Hvad er vigtigt for dig når du træner og er til konkurrencer? Hvad sætter du størst pris på?

Det vigtigste for mig når jeg træner og stiller op til konkurrencer er at jeg efter hvert endt pas kan konstatere at jeg har fået noget ud af det – ingen pas må være overflødige. De kan naturligvis til tider være hårde og synes kedelige, men de skal give mig noget og give mening når jeg smider skoene i gangen.
Efter at jeg kunne genoptage løbet (startende med gang) efter et langt sygdomsforløb i november måned nyder jeg ALT ved min træning! Jeg nyder hver gang jeg tager skoene på og oplever at være i stand til at løbe. Forløbet betyder naturligvis også at fremgangen har været meget stor i den første tid og det er tillige en stor glæde.
Jeg glæder mig også til at sprænge mine personlige rammer, for hvad jeg kan og har opnået tidligere i mit løbeliv.

Hvorfor træner du med OOB Coaching?

I første omgang faldt mit blik på OOB Coaching på grund af Aleksandars store arbejde med Who is number one og derigennem støtte til Kræftens bekæmpelse. Derudover havde jeg ikke hørt andet end godt om OOB, og jeg er bevist om at jeg ikke bliver den bedste udgave af mig selv uden at alliere mig med de dygtigste mennesker.

Hvad træner du mod i øjeblikket?

Mit næste mål er Inov-8 Fyr til Fyr på Bornholm den 5 april. 60 km trailløb langs Bornholms østkyst. Det skal løbes hurtigere og med større overskud end sidste år!

Hvilke 3 råd er de bedste du kan give videre til andre fra din personlig erfaring med træning og stævner?

Nyd det! Hver dag, hvert træningspas! Mind dig selv om hvorfor du træner lige præcis i dag og få det bedste ud af det!
Tænk stort! Gerne større end du tror muligt. Jo større mål jo mere dedikation oplever jeg hos mig selv.
Tro på det! Man indfrier naturligvis ikke altid sine største mål. Men hvis man sætter alt ind på de mål, vil det man for ud af processen ALTID være mange gange bedre end hvis man spiser sig af med små let opnåelige mål.

Happy training!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.