Søren Nielsen – Big Four Finisher 2019

Søren Nielsen satte sig i 2018 målet om at gennemføre Big Four.
Copenhagen Maraton, Ironman 70.3 i Helsingør, Ironman Copenhagen og endelige CPH Half.

Big Four er de sidste år blevet mere og mere populært. At gennemføre de 4 store events kræver forberedelse og vedholdenhed.

Vi har interviewet Søren om hvordan hans vej til at kunne kalde sig “Big Four Finisher” var, samt høre lidt om oplevelsen og erfaringerne han har gjort sig.

2019 må siges at have været et flot og travlt år for dig rent stævnemæssigt, med en vellykket gennemførsel af Big Four, men før vi dykker ned i spørgsmålene, kan du så kort beskrive hvem du er?

Jeg er en 29 årige mand som har bosat mig i Kolding sammen med min kæreste, datter på halvandet og en kommende dreng her til November. Jeg arbejder til dagligt som tømrer.

Big Four er noget af en mundfuld. Hvorfor havde du besluttet dig for at prøve kræfter med den udfordring og ikke blot en “almindelig” ironman, som de fleste vælger?

En kammerat har i flere år prøvet at få mig med på at gennemføre en ironman. Da vi så havde meldt os til den halve og den hele Ironman, læste jeg om The Big Four.
Da jeg mente vi godt kunne klare dét, overtalte jeg så min kammerat til, at vi skulle tage udfordringen op.

Jeg har tidligere løbet et enkelt marathon og tre halve marathon, og da jeg elsker at udfordre mig selv, ville jeg gerne gøre det lidt “vildere”.

Af de fire stævner, hvilket af dem var den største oplevelse for dig?

Ironman Copenhagen! At skulle udfordre sig selv i så mange timer giver en stort adrenalinsus! Jeg vil helt sikkert gerne lave en Ironman igen på et tidspunkt.

Og hvilket af stævnerne var det hårdeste at komme igennem?

Det var helt klart Ironman! Både fysisk og psykisk.

I dagene op til Ironman fik jeg en mavevirus, som desværre ikke nåede at forsvinde inden stævnet.
Virussen gjorde, at jeg måtte tage mange toiletbesøg på både cykle- og løberuten. Den gjorde også, at jeg ikke kunne indtage energi i form af mad, gels osv.

Tanken om at droppe ud var der et kort øjeblik ude på cyklen, men jeg blev ved med at kæmpe, og da jeg kom til løb vidste jeg, at der “kun” var 42 km tilbage.

I forløbet have du OOB træner Vicenc til at hjælpe dig. Hvordan hjalp han dig i træningen frem til målene?

Vicenc havde en god forståelse for, at jeg har en familie der skal passes derhjemme.

Hans træning var sindssyg god, og hård! Jeg kunne hurtigt mærke og se at der kom forbedringer.
Han kom med gode råd til min træning og op til stævnerne. Især til de lange træningspas var hans råd vigtige for mig, da jeg ikke selv kunne have gjort det så godt.

Hvis andre der overvejer at tage Big Four udfordringen læser med, hvad vil så være dine bedste råd i forhold til at tage beslutningen?

Jeg synes helt klart, at folk skal kaste sig ud i det.

Hvis de overvejer en Ironman eller før har lavet en, så kan de sagtens (hvis tiden er til det) gennemføre halv Ionman, Marathon og halv Marathon også. Så er alle 4 race også bare sindssyge fede! Både ruterne og stemningen.

Har du sat dig nogle nye mål for 2020?

Jeg har et par stykker i hovedet.

Jeg vil gerne tilbage til 70.3 Elsinore og tage revanche! To punkteringer (for meget lufttryk) gjorde at jeg ikke kom under 5 timer.
Så har jeg CPH Half hvor jeg gerne vil slå min PR som er 1.25.54. Vi venter os en dreng her til November, så vi skal lige se om der er tid til det. Ellers kommer der helt sikkert nogle nye i 2021 😉

 

Tak for interviewet Søren. Pøj pøj med familieforøgelsen! Husk at de også arrangerer stævner i 2021, så hvis ikke tiden er til så meget træning i 2020, så undgå panik….der skal nok komme flere chancer – “first things first” 🙂

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.