"Smerte er uundgåelig. Lidelse er et valg."
En varm sommermorgen på et atletikstadion i Madrids knastørre sommervarme observerede jeg to løbere. Dagens program på tavlen var ekstremt krævende: 12 × 1 kilometer i et hæsblæsende tempo med kun 90 sekunders pause.
Temperaturen havde passeret 30 grader, og luften gav følelsen af at have halsen belagt med sandpapir, så snart åndedrættet fangede passets intense rytme.
De to løbere var begge fabelagtige atleter. De cirkulerede blandt de andre, der var mødt op den morgen for at levere dagens arbejde, heriblandt mig selv.
Delvist af beundring og i håbet om at stjæle en smule af deres magi til min egen træning, spurgte jeg dem, hvad de skulle lave den morgen.
To forskellige svar på det samme spørgsmål
Det, der har gjort oplevelsen uforglemmelig, var de to vidt forskellige svar, jeg fik på præcis det samme spørgsmål.
Den ene løber svarede:
"Jeg skal løbe 12 × 1 kilometer med 90 sekunders pause."
Den anden svarede:
"Jeg træner til OL."
Samme opgave. To fundamentalt forskellige tilgange.
Den ene beskrev dagens isolerede arbejde.
Den anden beskrev den større retning, arbejdet var en del af.
Hvem af de to tror du mødte op med størst mental energi og lyst til det næste opslidende træningspas?
Jeg tænker ofte tilbage på den sommermorgen i Madrid.
Ikke kun fordi den lærte mig noget om sport, men fordi den viste mig noget om den måde, mennesker forstår arbejde, smerte og ambition på.
Når hårdt arbejde bliver et mål i sig selv
I erhvervslivet støder jeg igen og igen på den samme grundlæggende antagelse:
Vejen til succes staves altid: H Å R D T A R B E J D E.
Vi er besatte af, at det skal være hårdt.
Men fortæller virksomheder deres aktionærer, hvor hårdt medarbejderne har svedt? Eller præsenterer de årets resultater?
Praler en bestyrelse med, hvor meget organisationen har tænkt sig at lide, eller fremlægger den en strategi for innovation, vækst og konkrete forbedringer?
Resultatet er målet. Ikke lidelsen.
Alligevel bruger mange mennesker følelsen af hårdt arbejde som dokumentation for, at de gør det rigtige.
Forestil dig en direktør, der sidder på kontoret klokken 20.30. Hele dagen har han arbejdet effektivt.
Alligevel åbner han computeren igen, når børnene er lagt i seng. Ikke fordi opgaven kræver det, men fordi følelsen af ikke at gøre nok er stærkere end følelsen af at være færdig.
Udefra ligner det rå arbejdsomhed. Indefra er det ofte noget helt andet.
Måske arbejder han så hårdt, fordi han netop er en kærlig far, en ansvarlig leder og en omsorgsfuld partner.
Han ønsker at yde sit bedste for alle de mennesker, der er afhængige af ham.
Men er hans bedste nødvendigvis mere arbejde?
Er arbejdet blevet den ubevidste måde, han beviser over for sig selv, at han tager sit ansvar alvorligt?
Han arbejder hårdere og hårdere, men risikerer samtidig at bevæge sig længere og længere væk fra det liv, som arbejdet oprindeligt skulle være med til at skabe.
Det, jeg ikke forberedte mig på, var at blive bedre
Som atlet oplevede jeg den samme dynamik på egen krop. Ét år fik jeg mit gennembrud. Jeg overgik mine egne forventninger. Jeg havde ikke trænet mange timer, men jeg havde trænet meget kontinuerligt, og jeg havde responderet exceptionelt godt.
Derefter gjorde jeg det, mange ambitiøse mennesker gør, når noget lykkes: Jeg fordoblede næsten min indsats. Jeg fjernede de elementer, jeg betragtede som useriøse, jeg gjorde træningen hårdere, og jeg blev dårligere.
I sport kalder vi det overtræning. Men overtræning begynder sjældent med dovenskab eller mangel på disciplin. Den begynder ofte hos et ambitiøst menneske, der er overbevist om, at næste niveau kræver større ofre.
Jeg husker tydeligt følelsen: Hvis jeg virkelig vil tage det næste skridt, må jeg være klar til at lide mere.
Det, jeg ikke forberedte mig på, var at blive bedre. Det er ikke det samme.
Er indsats lettere at måle end dygtighed?
Måske opstår en del af misforståelsen, fordi indsats er langt lettere at måle end reel kvalitet.
En atlet træner 25 timer om ugen.
En direktør tjener fem millioner om året.
Tallene er konkrete, synlige og lette at sammenligne, men hvad fortæller de egentlig?
Er atleten dygtig, fordi han træner 25 timer om ugen? Er direktøren nødvendigvis intelligent, værdifuld eller kompetent, fordi hun tjener fem millioner? Eller bruger vi de tal, vi kan forstå, som en nem genvej til at bedømme en kompleksitet, vi ikke forstår?
I sportens verden kan vi ofte tænde et ur og stoppe det ved målstregen. I andre sportsgrene kan vi kigge på måltavlen og se, hvem der vandt.
Men hvordan måler vi kvaliteten af en strategisk beslutning? Hvordan måler vi dømmekraft? Hvordan måler vi vores reelle værdi som leder, partner, ven eller forælder?
Er det, fordi kvaliteten er svær at måle, at vi bliver let fristet til at måle det, der er synligt: timer, løn, travlhed og afsavn?
Det kan få den rene indsats til at ligne resultatet og lidelsen til at ligne beviset på, at vi har fortjent det.
At søge hvor tingene ikke findes
Når vi ikke opnår det, vi ønsker, er vores første refleks næsten altid at skrue op for mængden. Vi tror, at løsningen på manglende resultater altid er mere indsats. Men hvis forudsætningen er forkert, er matematikken ubønhørlig.
Jeg bor i Madrid, hvor floden Río Manzanares løber igennem. Efter finanskrisen mistede mange kompetente, arbejdsomme og højt kvalificerede mennesker deres arbejde. I den periode blev jagten på et nyt job sidestillet med at vaske guld i Manzanares.
Du kan stille dig ned i vandkanten og vaske guld i Río Manzanares i 10.000 timer, men du finder intet, for guldet findes ganske enkelt ikke i floden. Ligegyldigt hvor mange timer du lægger, er resultatet det samme: 0 × 10.000 er stadig 0.
Det minder mig om min tid i Peru. Om sommeren tog jeg ofte på stranden. Folk begyndte først at troppe op omkring klokken 14 om eftermiddagen, når den brutale varme dikterede strandliv og afslapning. Alligevel observerede jeg hver morgen ismænd, der gik op og ned ad kyststrækningen i den bagende varme fra tidlig morgen.
I otte timer knoklede de, slæbte på tunge kølebokse og svedte i sandet på en strand, der var fuldstændig øde.
De lagde timerne.
De lagde sveden.
Men der var ingen til at købe.
Hvor langt er det billede egentlig fra den direktør, der sidder alene på kontoret klokken 22.30? Han yder en enorm indsats, men han leder efter anerkendelse, nærvær og validering for sit eksistensgrundlag et sted, hvor valutaen ganske enkelt ikke findes.
Han søger at sælge varen et sted, hvor ingen køber.
Værdien af en time
Da idéen om de 10.000 timers træning blev populær, blev den ofte reduceret til et spørgsmål om kvantitet: Læg timerne, så vil storheden følge.
Men den underliggende teori handlede om målrettet træning, om koncentration, feedback, korrektion og gradvis forbedring. Ikke om blind gentagelse eller udmattelse.
En time er en time, og alligevel bliver vi betalt så forskelligt for de timer, vi arbejder. Når vi i vores arbejde bliver betalt for, hvad vi kan skabe, hvorfor er vi så ofte besatte af mængde og afsavn?
Gør fokus på, hvor hårdt det skal være, os bedre til at tage beslutninger? Øger det fokus kvaliteten af vores timer?
Jagter vi forbedringer gennem hårdt arbejde eller gennem en udvidet forståelse og kapacitet?
Bliver virksomhedens højtbetalte hyret til at levere knofedt? Og bliver de styrket af den kulturelle besættelse af, hvor hårdt noget skal være eller bliver de netop dårligere, når vi måler dem på deres evne til at arbejde hårdere frem for deres evne til at skabe værdi?
Tilbage på løbestadion i Madrid
De olympiske lege afholdes kun hvert fjerde år. En OL-atlet kan tolerere ekstrem fysisk belastning. 30 timers benhård træning om ugen i årevis uden at knække mentalt.
Hvorfor?
Fordi atleten kender sit mål.
Smerten har en adresse og et formål.
Forestil dig at udsætte et menneske for præcis det samme træningsprogram. 30 timers brutal fysisk udmattelse om ugen uden at fortælle vedkommende, hvad målet er. Uden visheden om OL.
Den samme fysiske belastning vil hurtigt føles som ren tortur.
Indsatsen er den samme, men oplevelsen af smerten er nat og dag.
Måske lider vi i vores arbejdsliv, fordi vi har glemt, hvor vi er på vej hen. Og når vi mangler retning, bliver selve smerten det eneste, vi har at klynge os til for at bevise vores værd.
Smerten forsvinder ikke, når du kender dit mål. Men lidelsen gør.
Hvis jeg tænker tilbage på morgenen i Madrid, var træningspasset beskrevet på en tavle. 12 × 1 kilometer. Der stod ikke noget om, at det skulle være hårdt, men der stod tider, der gjorde det klart.
Det var ikke, hvor hårdt det skulle være. Det var hvor hurtigt det skulle være, der var fokus.
Er individuel klarhed i kaotiske omgivelser mulig?
Som atlet nød jeg den enkelthed, sportsverdenen har.
Der er en håndfuld parametre, som skal kontrolleres til perfektion.
Da jeg stoppede som atlet og begyndte mit nuværende arbejdsliv, var kompleksiteten af en "normal" hverdag overvældende.
Der var ikke længere en håndfuld parametre, men mindst det femdobbelte, og mange af tingene handlede succes ikke om at skabe, men om at tilpasse sig.
Jeg observerede hos andre og oplevede på egen krop, at spørgsmål der i sportens verden var essentielle, let blev glemt. Ikke på grund af dovenskab eller manglende ambitioner, men af som konsekvens af kompleksitet og travlhed.
En atlet ved, hvorfor hun træner 25 timer om ugen. Er en direktør der arbejder 60 timer om ugen lige så afklaret?
Næste gang du presser dig selv til det yderste, så stop op og spørg dig selv:
Gør arbejdet dig dygtigere?
Gør det din dømmekraft skarpere?
Gør det din kapacitet større?
Eller gør det dig blot bedre til at holde ud?
Smerten forsvinder ikke, men lidelsen gør.
The Endurance Observatory er skabt til at hjælpe topledere og beslutningstagere med at fjerne den unødvendige indre friktion og genvinde den fulde kapacitet i deres performance.