Brudte drømme og tyve års nysgerrighed

1. Det Personlige: Fra brudte drømme til menneskelig indsigt

Som 16-årig rejste jeg til USA med en urokkelig drøm om at nå NBA. Jeg vendte hjem til Danmark uden den drøm.

Dengang føltes det som et knusende nederlag. Men det blev også begyndelsen på en livslang nysgerrighed.

Hvorfor realiserer nogle mennesker mere end deres umiddelbare forudsætninger tilsiger, mens andre aldrig udfolder det potentiale, de tydeligvis besidder? Hvorfor bringer mere indsats ét menneske tættere på målet, men får et andet til at bevæge sig længere væk fra det?

Mange år senere blev jeg far. Det dæmpede hverken min ambition eller min nysgerrighed. Det udvidede min forståelse af dem.

Jeg havde længe forstået belastning, restitution og tilpasning intellektuelt. Som far mærkede jeg disse dynamikker på en ny og ufiltreret måde.

Jeg erfarede, at det sjældent er selve arbejdet mod et stort mål, der slider os mest. Det er den indre friktion, der opstår, når ambitioner, identitet, ansvar og menneskelige behov trækker i forskellige retninger.

I dag betyder balance derfor ikke mindre ambition for mig.

Det betyder performance uden unødvendig indre friktion.

2. Sporten lærte mig at stille de rigtige spørgsmål

Jeg begyndte på triatlon i 2004. Ikke med ambitioner om at blive professionel. Jeg syntes ganske enkelt, det var sjovt.

Efter min første Ironman mødte jeg en træner, der så et potentiale, jeg ikke selv havde fået øje på. Vi øgede ikke min træningsmængde nævneværdigt. Vi ændrede måden, jeg trænede på.

I 2006 gennemførte jeg min anden Ironman i 8 timer og 43 minutter. En forbedring på næsten halvanden time.

Jeg troede, jeg havde fundet opskriften.

Jeg fordoblede næsten min træningsmængde og fjernede de elementer, jeg dengang betragtede som useriøse.

Jeg blev dårligere.

Det gav ingen mening. Men det blev begyndelsen på den nysgerrighed, der stadig driver mit arbejde. Jeg begyndte at interessere mig mindre for, hvad mennesker ifølge generelle metoder burde gøre, og mere for, hvordan det enkelte menneske faktisk responderede.

3. Professionelt: Fra træningsprogrammer til Response Profiles

Da jeg begyndte at tage ansvar for min egen udvikling, opdagede jeg et hul i den eksisterende viden.

Der fandtes uendeligt meget information om træningsbelastning, kost, restitution og mentale teknikker.

Næsten alt handlede om, hvad man skulle gøre.

Meget lidt hjalp mig med at forstå, hvordan det enkelte menneske responderede på det.

Det blev begyndelsen på det, jeg i dag beskriver som Response Profiles.

Ikke som en færdig teori, men som en arbejdshypotese og et framework i udvikling: en måde at forstå, hvorfor mennesker reagerer så forskelligt på den samme belastning, den samme metode og tilsyneladende de samme muligheder.

Jeg brugte først denne forståelse på mig selv. Derefter i arbejdet med eliteatleter, som stod med det samme paradoks: De arbejdede hårdere, men bevægede sig ikke nødvendigvis tættere på deres mål.

Senere byggede jeg to softwarevirksomheder med udgangspunkt i den samme nysgerrighed.

Software var aldrig målet i sig selv. Det var et redskab til at registrere, sammenholde og forstå individuelle responser bedre.

Da jeg senere begyndte at arbejde tættere med ledere og iværksættere, genkendte jeg de samme forskelle.

De viste sig ikke længere kun i tempo, watt og restitution, men i beslutninger, kontrolbehov, usikkerhed, relationer og evnen til at fungere under vedvarende pres.

Jo flere miljøer jeg arbejdede i, desto tydeligere blev det, at mønstrene ikke tilhørte sporten. De tilhørte mennesket.

Det blev begyndelsen på The Endurance Observatory.