"F your motivation."
Ordene faldt tørt og kontant fra min træner en sen eftermiddag på et støvet løbestadion i Sydafrika.
Træningspasset var gået helt i vasken. Under vores debriefing forsøgte jeg at bruge min manglende motivation som forklaring. En bekvem undskyldning for, at jeg ikke havde leveret, hvad jeg havde håbet, og hvad træningspasset, min træner havde udstukket, krævede.
Han afbrød mig brat.
Jeg husker ikke resten af samtalen i detaljer, men jeg husker præcis følelsen, jeg gik derfra med. Han havde gennemskuet noget, jeg ikke selv ville indse: Jeg manglede ikke motivation. Motivation dækkede noget andet.
Da dagsformen svigtede, og min krop ikke kunne levere det, mit hoved forventede, skete der noget interessant: Jeg spændte op, mistede rytmen, mistede tempoet og til sidst troen. Det var ikke motivation, jeg manglede. Det var modet til at konfrontere virkeligheden mellem min egen forestilling og det, jeg kunne i situationen.
I jagten på et nyt niveau var jeg gået fra at være jæger til at være byttet.
Jeg var ikke i kontrol. Det havde intet med motivation at gøre. Jeg var bange.
Den usynlige transformation
Vi starter med en drøm. Drømmen giver os energi. Den giver os retning. Den giver os frihed. Men lader vi drømmen blive målestok i stedet for et mål, sker der noget!
Drømmen bliver til identitet. Identiteten bliver til krav. Kravet bliver til frygt.
Pludselig arbejder vi ikke længere for at udvikle og skabe.
Det, vi engang drømte om at skabe, bliver til noget, vi prøver at beskytte.
Som ung atlet drømte jeg om bestemte tider. De var fyrtårne, jeg jagtede. "Gad vide, om jeg kan blive så dygtig?" tænkte jeg ofte.
Da det lykkedes, forsvandt glæden.
Det resultat, der engang var en ledestjerne i mit liv, blev blot en selvfølge, et krav, jeg var nødt til at leve op til hver gang for overhovedet at acceptere mig selv.
Fyrtårnet var blevet til pindebrænde.
I stedet for stolthed mærkede jeg frygt for at miste den anerkendelse, resultaterne gav mig. Resultaterne var ikke længere noget, jeg jagtede. De var noget, der kontrollerede mig.
Ledestjernen var blevet en simpel møtrik i min selvopfattelse.
Ferrarien og "Man in the Car"-syndromet
En bekendt havde i mange år én stor drøm: Han ville eje en Ferrari.
En dag lykkedes det. Drømmen holdt parkeret i garagen.
Blot en måned senere var glæden forduftet. Han havde kørt stolt på villavejen, men da han kom ud og mødte andre med lignende biler, opdagede han, at hans var den mindst prestigefyldte og da i hvert fald slet ikke noget specielt.
Stoltheden blev til mindreværd. Bilen, der skulle være blevet symbolet på frihed, var nu blevet en barre sat endnu højere på hans indre performancebarometer, hvor han kunne måle, hvornår han var god nok.
Forfatteren Morgan Housel kalder det "Man in the Car Syndrome": Når vi ser en person køre forbi i en dyr bil, drømmer vi sjældent om at være manden i bilen. Vi forestiller os i stedet, hvordan andre ville se på os, hvis det var os, der sad bag rattet.
Vi tror, det blikfang en ting giver, tilfalder os, men de beundrende blikke tilhører bilen. Ingen ser personen, der sidder bag rattet.
Hvor anderledes er den dynamik fra lederen, der jagter den næste titel eller milliardomsætning, blot for at opdage, at drømmejobbet er blevet til noget, man for enhver pris ikke må miste? Arbejdsdagen bliver fyldt med fokus på at undgå at lave fejl. Det er ikke længere jobbet, der er på spil, men identiteten, vi tror, der følger med titlen på døren.
Frygtens forklædning
Frygt præsenterer sig sjældent som frygt. Den kalder sig i stedet ambition, ansvar, perfektionisme og høje standarder.
Sammenlign disse to tanker:
"Jeg skal lykkes, så folk kan se, hvor dygtig jeg er."
"Jeg vil lykkes, fordi jeg er nysgerrig på, hvor dygtig jeg kan blive."
Forskellen virker subtil, men dækker over to helt forskellige drivkræfter. Den første er drevet af frygt og validering. Den overlader anerkendelsen til andre. Indsatsen har kun den værdi, andre tillægger den. Målet bliver selvværdets lakmustest.
Den anden er drevet af nysgerrighed og indre kapacitet. Censor er os selv. Tilfredshed føles, når vi ved, at vi har leveret en god indsats. Indsatsen anerkendes i vejen mod målet.
Udefra ser handlingerne identiske ud. Begge arbejder hårdt. Begge når deres mål.
Når succesen bliver et fængsel
Det samme mønster går igen hos topledere og iværksættere.
De startede med at bygge noget af lyst og nysgerrighed. De søger en præstation, der vil give dem frihed, status, anerkendelse og selvrespekt. Så kommer succesen: Medarbejdere, bestyrelser, investorer, omdømme og en ny identitet.
I takt med at succesen vokser, sniger frygten sig ind. Nysgerrigheden erstattes af et behov for at beskytte det opbyggede. Målene, de jagter, er ikke længere deres egne. De er blevet til krav, der skal opfyldes. Anerkendelsen og selvrespekten kræver pludselig endnu større indsats for at mærke.
Spejlet
Måske er det derfor, spørgsmålet om motivation ofte rammer ved siden af.
Det afgørende spørgsmål er:
Er det stadig din egen drøm, du jagter, eller beskytter du en identitet, du ikke længere tør miste?
Jagter du næste niveau af nysgerrighed, eller flygter du fra frygten for at miste din status?
Ejer du dine ambitioner, eller er du blevet et bytte for dine egne forventninger?
Din underliggende drivkraft afgør ikke kun, om du når i mål. Den afgør, om du overhovedet føler glæde og succes, når du lykkes!
Måske bør vi oftere minde os om, at det ikke blot er det, vi gør og opnår, men hvem vi er, når vi gør det, som gør, at vores drømme forbliver stærke drivkræfter for os. Er det i virkeligheden det fokus, der vil hjælpe os bedst i et større perspektiv?
For der findes næppe en større tragedie i performance end den dag, hvor det, der engang gav dig vinger, bliver din spændetrøje.
Måske er vores vigtigste opgave ikke at beskytte vores drømme.
Måske er det at beskytte den nysgerrighed, der skabte dem.
For den dag drømmen bliver målestokken for vores værdi, holder den op med at være en længsel.
Den bliver et fængsel.
The Endurance Observatory er skabt til at hjælpe ledere og beslutningstagere med at fjerne den unødvendige indre friktion og genvinde den fulde kapacitet i deres performance.