Henrik Sidenius om at have kræft og vigtigheden af motion

Henrik Sidenius gennemførte sin første IRONMAN i København i 2018, med OOB life på sidelinien. Henrik er ramt af kræft og er formand i foreningen PACT, som laver fællestræninger og træningsforløb for kræftramte. Vi har taget en snak med Henrik om hans egen rejse, hvad han har lært af sit arbejde i PACT og vigtigheden af motion. Billedet herover er fra en af turene med PACT.

Henrik, fortæl kort om dig selv…

Jeg er 55 år, bør på Nørrebro med min familie, arbejder som selvstændig inden for salg,formand for Pact,  og har stort set hele mit liv, deltaget i forskellige sportsgrene. Var også medlem af en tri-klub i midten af 90´erne, men for meget arbejde kom i vejen for træning. Har i dag kronisk myelomatose (knoglemarvskræft).

Fortæl om foreningen PACT – Hvad er det I gør og hvorfor?

Pact er en idrætsforening for kræftramte og deres pårørende.

PACT har fået sit dobbelttydige navn i forbindelse med afviklingen af forskningsprojektet PACT på Rigshospitalet i årene 2006-2010. Dette projekt havde til formål at undersøge betydningen af fysisk aktivitet i forlængelse af et kræftbehandlingsforløb. I projektet mødtes tidligere kræftpatienter med det fælles mål at få motion ind i hverdagen. Erfaringen var og er, at kræftsygdommen på den måde blev trængt i baggrunden til fordel for helt almindelig, uhøjtidelig og uforpligtende samvær omkring alle former for fysisk træning, sport, leg og konkurrence. Blot savnedes vedvarende og uafhængige idrætstilbud, hvor kræftoverlevere – uanset køn, alder – kunne mødes regelmæssigt for at træne samme. Heraf opstod – helt nøjagtigt i december 2009 – initiativet til og formålet med foreningen PACT.

Initiativtagerne til foreningens dannelse er forskere fra Rigshospitalet, psykolog Julie Midtgaard og Post. Doc., Ph.D., Cand. Scient. San.Forskningsfysioterapeut, Morten Quist.

Kan du fortælle mere om dit eget sygdomsforløb og hvordan dit liv med din sygdom ser ud i dag?

For 5 år siden fik jeg konstateret myelomatose, og startede kemoterapi umiddelbart efter i et behandlingsforløb, som sluttede 6 måneder efter. Kemo og operation mv, betød, at jeg var så afkræftet og svag, at det at gå bare 500m, var en kæmpe overvindelse.

Men daglige gå-ture over et par måneder gav kræfter nok til at jeg erhvervede en racercykel og kunne begynde at cykle kortere ture. Racer-cyklen blev valgt fordi jeg år tilbage havde stor glæde ved at cykle sammen med kolleger, og at jeg i Pact dels kunne se der kunne være mulighed for at cykle med andre, som har kræft og der var et fællesskab. Dertil var jeg så heldig, at have en ven, som gerne cyklede 25 km op til min daværende bopæl, for at cykle 20 – 25 km med mig i adstadigt tempo.

Med en længere kamp for at komme tilbage til normal kondition, er det over årene lykkedes at opbygge en form, som blev sidste efterår blev starten på at begynde at løbe ved siden af min cykeltræning.

Myelomatose kan ikke helbredes, og derfor går jeg til kvartalsvis kontrol for at overvåge sygdommens udvikling.

Jeg er medicinfri, og er i dag ikke påvirket fysisk af sygdommen, og derfor kan jeg forsvarligt deltage i tri-løb.

Hvornår tog du beslutningen om at deltage i IRONMAN Copenhagen 2018?

Beslutningen om at deltage i Ironman, blev endelig taget lige umiddelbart før deltagelsen i Kronborg 70.3, altså i juni måned, hvor jeg nu havde trænet crawl siden slutningen af april måned, og forventede at kunne svømme de 1,9 km svømning. .

Hvad er dit næste mål?

Til næste år deltager jeg i Alps-Man, som bliver en kæmpe udfordring på højdemeterne på både cykel og løberuten, og dertil ligger den meget tidligt i sæsonen, primo juni måned 2019.

Selvom det i givet fald kun vil være min andet Ironman, kunne jeg godt tænke mig at tage udfordringen med bjergkørsel op, og på den måde gøre næste ironman til at have et andet fokus end blot at gennemføre igen, eller sætter PB.

Hvordan begyndte din træning med OOB og hvad har den betydet for dig?

Jeg havde gennemført Ironman, Helsingør 70.3, og kunne mærke, at hvis Ironman København på denne fulde distance skulle blive en succes, så nyttede det ikke bare at skrue endnu mere op for træningen og bare bygge flere km på.

Jeg havde behov for en mere intelligent måde at træne på og der var min egen viden om træning ikke udviklet nok.

Jeg havde læst det meste at Rolf Sørensens almanak, og der fundet referencer til OOB life, som matchede med den måde, som jeg gerne ville træne.

Jeg fik den første måned program midten af juni måned, og var første gang jeg så programmet, ikke i tvivl om at det vil passe perfekt til min situation og den måde jeg godt trives med at træne på. Selv om jeg må indrømme, at jeg også tænkte, om det at vil det virkeligt være nok træning.

Hvad er det for nogle motionsforløb I tilbyder kræftramte i PACT?

Pact tilbyder fast ugentligt forskellig motion i alt fra Yoga, styrketræning, spinning, gå-hold, og dans og floorball.

Derudover har vi henover sommeren landevejs cykling.

Hvilken forskel ser du motion gøre i PACT?

Motion i Pact giver deltagerne – dels mulighed for at dyrke motion i et forum, hvor alle kender til det at have kræft. Dels giver det tryghed og rum til at være sig selv med de udfordringer den enkelte kan have.

For nogle medlemmer er motion nyt for dem, for andre har motion været en del af deres hverdag i mange år også før de blev ramt af kræft, og vi giver dem mulighed for at være i et miljø, indtil de igen føler, de fx er klar til at gå i fitness center eller igen træne med deres “gamle” træningsmakkere. Andre bliver hængende mange år.

Nogle medlemmer  får større ambitioner af vores træning fordi de oplever, at de efter deres sygdom kan komme i rigtig god form igen.

For andre handler det om, at nå dertil, hvor de fx igen kan løfte deres barnebarn op, være mobil på egen hånd, og opleve den hverdag de kendte inden de blev syge.

Hvad har du lært af dit arbejde i PACT og din egen træning mod store mål?

For mig er det vigtigt med både små og store mål, men også at de skal være individuelle, og at det er vigtigt ikke at måle sig op imod andre. Mål om du flytter dig i forhold til dine egne mål.

Mål giver en retning og et pejlemærke, og ekstra styrke og tro, når de gennemføres, store som små..

Jeg har selv været der, så lige efter min sygdom, var det at gå bare 1 km, et mål for mig, på et senere tidspunkt, har det skiftet efterhånden som formen ændres.

Sidste år, da jeg begyndte at løbe, var det et mål først at gennemføre Spartas 10 km nytårsløb, og et stort men forsigtigt mål, var et marathon. Og i løbet af foråret begyndte der at forme sig et billede af at jeg kunne gennemføre et marathon, og en målet om en Ironman voksede frem.

Nu på den rigtige side af Ironman 2018, er næste mål på den korte bane er Alps-man til juni 2019, og det langsigtede mål kunne være at gennemføre Hawaii Ironman.

Har du nogle gode råd til andre der er i sygdomsforløb omkring motion?

Rejs dig op, og gå ud i verden – Start fx med at gå en tur. En simpel gå-tur, kan blive det som giver troen på, at man også kan mere. Vent ikke til imorgen, gør det lige nu!

Motion betyder, at du tager ansvar for dit liv.

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Nikolaj
Nikolaj er marketingchef hos OOB life. Nikolaj har selv brugt OOB life til at træne op til Ironman, marathon og ultraløb. Hos OOB life har Nikolaj ansvaret for at vi får spredt god træning ud til så mange som muligt.