Corona – 1 år senere. Har vi lært noget vi kan bruge i jagten på vores mål?

For lidt over 1 år siden blev vi nok alle overrasket over præcis hvor store konsekvenser en virus fra Asien skulle få for vores stævner, vores træning og vores hverdag i det hele taget.

Jeg kan huske at jeg i midten af marts 2020 var på Mallorca med en gruppe OOBere. Det var her man begyndte at tale om at Covid-19 var en pandemi. Jeg er måske småt begavet eller meget lidt erfaren udi virussygdomme. Jeg vidste faktisk ikke præcis hvad en pandemi var. 

Nu er der så gået over et år. Jeg ved nu meget udmærket hvad en pandemi er. Selv begreber som smittetryk og dødelighed og lignende begreber er blevet en del af vores dagligdag, forstår jeg markant bedre.


Vores hverdag er blevet vendt på hovedet. Frihed som før tog for givet, er blevet et privilegium. De stævner, som har været omdrejningspunktet i min tilværelse de sidste årtier, er blevet erstattet med øjeblikke på YouTube. Her  kan fortidens store øjeblikke kan genoplives og gisninger om hvornår vi igen kan opleve stævnernes magi igen.

Når nu alt har været stand by, har vi så lært noget?


Situationen vi står i, påvirker os alle forskelligt, så præcis hvad der er at lære af det sidste år, er svært at generalisere.
Jeg synes alligevel at jeg personligt og jeg gennem de jeg har fornøjelsen af at hjælpe, har observeret nogle ting, som jeg er sikre på er brugbare for os at tage med videre – både videre i livet, men særdeleshed også videre på vej mod vores mål og drømme i fremtiden.

Man føler sig som en cowboy uden hest!

Hvad er en maratonløber uden at maraton at løbe?
Hvad er en cykelrytter uden et løb at deltage i og hvad er en triatlet uden både sted at svømme, cykle og løbe?

For de fleste med passion for udholdenhedssport tror jeg det gælder, at man dybest set ikke træner udelukkende for at køre stævner. Dertil er forberedelserne alt for krævende.
Nyder man ikke rejsen mod målet, så mister man hurtigt motivationen til at gøre hvad ens ambitioner kræver.

Men hvad nytter det at træne hvis ikke man ved hvornår man skal nå sit mål?

Objektivt set det store billede fylder stævner jo forbavsende lidt.
Eksempelvis kan du træne mod en ironman i 10 måneder og på omkring 10 timer er er udfordringen overstået. Det er jo procentuelt en meget lille del af hele forløbet, som stævnet fylder. Så hvorfor er det så at det en som en kæmpe mavepumper hver gang et stævne aflyses eller udskydes?

Her tror jeg stævnets følelsesmæssige betydning spiller en stor rolle. Selvom det “bare” er en dag, så er det jo dagen hvor vi skal teste os til det yderste. Det er den dag hvor vi rækker ud efter vores stjerner og forsøge at redefinere hvad der er muligt for hver enkelt af os.

Hvad motiverer mig? Hvorfor gør jeg det her? 

I det sidste års tid har det været trykket “pause” på al den magi det at have en drøm man træner mod, fjernet fra vores hverdag.
Vi bliver oftere konfronteret med tanker som: “hvorfor gør jeg det her”, “nytter det noget?” og “er det her overhovedet noget jeg gider bruge min tid på”.

Personligt oplever jeg, at vi bliver konfronteret med hvad der motivere os. Det kræver at vi har svar på hvorfor det motivere os at have et bestemt mål.

I mangel af bedre formulering, kan man sige at vi leder efter vores “hvorfor”.
Hvorfor fanden er det vigtigt at træne? Hvorfor vil jeg egentlig gerne køre en ironman.
De spørgsmål er vi blevet konfronteret med mange gange det sidste års tid.

Det er ikke det at lave en ironman der er udfordringen. I stedet er det ændringen du er nød til at lave, for at blive den person der kan forberede sig. Det er udfordringen.

En af de ting jeg holder allermest af ved udholdenhedssport, er at de fleste kan gøre.
Udfordringen ligger ikke i de kilometre vores mål består af, men i langt højere grad i evnen til at foretage de ændringer i vores egen adfærd der gør det muligt for os at forberede os i en så tilstrækkelig grad, at de mål, som engang syntes umulige bliver mål som vi indfrier! 

At bruge sporten til at redefinere sig..ikke i forhold til hvad man kan, men i højere grad, hvem man er.

Jeg jeg i stand til at ændre mine usunde vaner, så jeg kan få en aktiv livsstil, så jeg kan træne hvad det kræver for at gennemføre et cykelløb som La Marmotte eller en ironman?
Er jeg i stand til at droppe vin i stride strømme når jeg har fri og i stedet finde glæde i lange cykelture i det danske vejr?

Det er den slags spørgsmål, som er mere afgørende for om man når sine mål, end om man gennemføre forskellige træningspas.

Kan jeg holde motivationen når rampelyset er slukket?

Stævner spiller en vigtig rolle i livet, for vi der elsker udholdenhedssport. For mange er det præmissen og vores referencepunkt, som driver vores daglige indsats. Også selvom det jo i bund og grund ikke er for medaljer, diplomer eller håneret overfor træningskammeraterne, vi dyrker sport (okay den sidste er naturligvis meget vigtig).

 

Der er et meget rammende citat fra den legendariske bokser Muhammad Ali:

“The fight is won or lost far away from witnesses – behind the lines, in the gym, and out there on the road, long before I dance under those lights.”

Efter mere end et år med Corona, så vil du vide, som du stadig danser og jagter dine drømme!

Personligt har corona perioden været en påmindelse om hvor meget jeg selv savner at danse mod mine personlige drømme og hvor vigtig en del af mit liv og min selvopfattelse de er.
Og på den måde, har det sidste år måske været uden stævner, men også en påmindelse om hvorfor det er vigtig og hvorfor vi gør det.

For mig har Corona været en påmindelse om vigtigheden af at fokusere på hvad jeg kan kontrollere og ændre og lade det styre min hverdag. En egenskab som i øvrigt er nøglen til succes i al udholdenhedssport. Starter du en konkurrence med fokus på hvad de andre gør eller kun tænker på målstregen, så ender det galt. Evnen til at lukke larm ude. Fokuserer på sig selv, sine mål og drømme. Det er opskriften til at komme bedst fra punkt A til B i en konkurrence!

 

Nu må de godt snart tænde rampelysene igen. I mellemtiden forbereder jeg mig til at være klar, når de bliver tændt!

Facebook Twitter Google+ LinkedIn
Aleksandar
Aleksandar Sørensen-Markovic er stifter og ejer af OOB life. Aleksandar er tidligere professionel triatlet og har top 10 resultater i internationale Ironman stævner bag sig. Han har de seneste 8 år trænet mange hundrede personer, fra nybegyndere til elite atleter.